Gabriel “Iffe” Lundberg har lavet en ny treårig kontrakt med Maccabi Tel Aviv.
Den danske basketballprofil Gabriel “Iffe” Lundberg bliver i Israel.
Han har således lavet en ny treårig kontrakt med Maccabi Tel Aviv, efter at han i sin første sæson var med til at hjælpe klubben til dens 58. mesterskab.
– Jeg er mere end begejstret for at fortsætte denne rejse med Maccabi.
– Sammen med klubben og træner Oded er dette stedet, hvor jeg kan indfri mit fulde potentiale og hjælpe vores hold på bedst mulig vis. Det er en stor mulighed at kæmpe med om EuroLeague-titlen, siger Lundberg.
31-årige Lundberg blev kåret til MVP – bedste spiller – i sidste sæsons finaleserie om mesterskabet. Her lavede han 17,5 point og 4 assister i gennemsnit per kamp.
– Vi er meget glade for, at Iffe bliver hos os. Han er en erfaren leder, som har fundet sig rigtig godt til rette med staben og holdet. Det er endnu en afgørende byggesten i arbejdet med at bevare kontinuiteten i vores trup, siger cheftræner Oded Kattash.
Maccabi Tel Aviv har ud over sine mange mesterskaber vundet den bedste europæiske turnering – EuroLeague – seks gange – senest i 2014. I sidste sæson blev holdet nummer 12 af 20 i gruppespillet.
Lundberg har tidligere i karrieren spillet for serbiske Partizan og italienske Bologna. I 2022 spillede han fire kampe for Phoenix Suns i NBA.
RITZAU