I løbet af et halvt år blev hun voldtaget tre gange

Undervejs blev der i retten afspillet flere skræmmende lydfiler, hvor en 31-årig mand har ringet til sin ekskærestes telefonsvarer med dødstrusler. Nu er han blevet idømt seks års fængsel for blandt andet voldtægt, vold og trusler mod kvinden, der i løbet af et halvt år blev voldtaget tre gange af den 31-årige mand.

Mandag er en 31-årig mand blevet idømt seks år fængsel for blandt andet voldtægt og videreførelse af den forbudte rockerklub Bandidos.

I sagen var han blandt andet tiltalt for en række grusomme forbrydelser blandt andet vold, voldtægt og trusler mod sin ekskæreste.

Desuden var han også tiltalt for fareforvoldelse, trusler, psykisk vold og stalking af sin ekskæreste samt hærværk og tyveri.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Retten fandt, at den 31-årige mand tre gange over et halvt år havde voldtaget sin ekskæreste. Under voldtægterne blev hun også udsat for vold. Det har retten lagt vægt på i forbindelse med dommen.

Ifølge mediet Nordjyske er manden blevet fundet skyldig i samtlige af de 22 forhold, som han var tiltalt for – med få forbehold.

Presse-fotos.dk har tidligere dækket retssagen, hvor der ved Retten i Hjørring blev afspillet en række voldsomme lydoptagelser, som manden skulle have lagt på ekskærestens telefonsvarer.

‘Jeg finder dig. Jeg stopper ikke, før jeg fucking har skåret halsen over på dig, din lille møgluder!,’ lyder det på en af optagelserne.

Det stopper ikke der.

‘Jeg slår dig ihjel… Jeg slår dem alle sammen ihjel for at finde dig. Du har én time. Én time til at ringe mig op,’ har manden også sagt på telefonsvareren.

Anklagemyndigheden mente, at manden skulle idømmes forvaring eller mindst otte års fængsel. Dog har retten fundet, at farekriterierne ikke var opfyldt tilstrækkeligt til at idømme forvaring.

Den 31-årige har to uger til at overveje, om han vil anke dommen.

Du kan læse Presse-fotos.dk’s tidligere dækning af sagen her.

Skræmmende lydfil afspillet i retten: ‘Jeg skærer halsen over på dig’