Marinarkæologer har fundet verdens største kogge på bunden af Øresund. Det gigantiske handelsskib er omdrejningspunkt for en ny historieserie på DR.
I sidste uge kunne marinarkæologerne fra Vikingeskibsmuseet i Roskilde stolt afsløre et historisk stort fund.
De havde nemlig fundet et ordentligt skibsvrag i sejlløbet Svælget mellem Amager og Saltholm. Og nu, hvor skibet er blevet hejst op til overfladen, står det klart, at det er det største af sin slags, der nogensinde er fundet.
Forskere har dateret skibet til omkring 1410 og sporet tømmeret til Pommern og Holland.
Men fundet af den 600 år gamle kogge – et handelsskib fra middelalderen – vækker fortsat mange spørgsmål: Hvem var ombord, hvad blev fragtet, og hvorfor forliste skibet netop her i Øresund?
Disse spørgsmål forsøger historie- og kongehuskorrespondent Cecilie Nielsen at finde svar på i DR’s nye dokumentarserie ‘Gåden i dybet’.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Et enestående fund
I ‘Gåden i dybet’ tager Cecilie Nielsen seeren med gennem den enorme arbejdsproces, der fulgte efter skibets fund.
Vikingeskibsmuseets marinarkæologer har både hævet skibet fra havets bund – del for del – samt dokumenteret og 3D-scannet fundene, så fartøjets oprindelige form kunne genskabes.
Selv om lasten er forsvundet, kan de mange fund af genstande fra det usædvanligt velbevarede skib fortælle historier, der har ligget gemt i 600 år.
“Det her fund er helt enestående – det er nærmest som middelalderens svar på Emma Mærsk. Jeg synes, det er vildt fascinerende, at sådan et skib har sejlet i de danske farvande. Og jeg glæder mig til at tage seerne med under overfladen og helt tæt på arkæologernes arbejde, mens de stykker historien sammen brik for brik,” siger Cecilie Nielsen i en pressemeddelelse.
Fra tirsdag den 30. december og tre tirsdage frem kan du se ‘Gåden i dybet’ på DR2 klokken 21.00.
Kan du ikke vente så længe, er det også muligt allerede nu at se alle fire afsnit på DRTV.