I dag mindes vi ofrene for Holocaust: ‘Vigtigere end nogensinde’

Årets Auschwitzdag, hvor ofrene for Holocaust og andre folkedrab mindes, er vigtigere end nogensinde, mener museumsdirektør.

I dag, tirsdag den 27. januar, afholdes den årlige internationale Holocaust-mindedag, hvor ofrene for Holocaust og andre folkedrab mindes over hele verden.

I Danmark har mindedagen fået titlen Auschwitzdag og markeres blandt andet ved et stort event i Den Sorte Diamant i København.

Det er Dansk Jødisk Museum, der i samarbejde med Det Jødiske Samfund i Danmark har stablet arrangementet på benene på vegne af Københavns Kommune.

Og museets direktør mener, at det netop nu er vigtigere end nogensinde at bevare erindringen om Holocaust.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto: Adobe Stock

‘Historien er under pres’

Den internationale Holocaust-mindedag er blevet markeret i Danmark årligt siden 2003.

Mindedagen var ét blandt flere tiltag, der blev vedtaget ved et stort internationalt forum om Holocaust i 2000.

Her blev den såkaldte Stockholm-deklaration vedtaget af knap 40 regerings- og statsledere, der dermed forpligtede sig til at udbrede kendskabet til Holocaust gennem uddannelse, forskning og erindring.

25 år senere er den forpligtigelse bestemt ikke blevet mindre betydelig, hvis man spørger museumsdirektør på Dansk Jødisk Museums, Janus Møller Jensen.

”Det er mere vigtigt end nogensinde at bevare erin­dringen om Holocaust. Når begivenhederne kom­mer på afstand, kan den historiske erindring slø­res enten af manglende kendskab eller af politiske dagsordener og konflikter. Historien er under pres, og vi må holde fast i at bevare erindringen om Holocaust i en tid hvor de sidste vidner stille forsvinder – det er vores fælles ansvar og forpligtelse”, siger Janus Møller Jensen i en pressemeddelelse.

Markeres flere steder i landet

Programmet ved aftenens mindebegivenhed i Dronningesalen i Den Sorte Diamant byder både på taler, musik, lystænding og et møde med dem, der har haft Holocaust helt inde på livet – de overlevende.

Årets hovedtaler er Danmarks kirkeminister Morten Dahlin (V).

Du kan se hele programmet for aftenens Auschwitzdag på Dansk Jødisk Museums hjemmeside.

Dagen bliver ligeledes markeret i Den Gamle By i Aarhus. Det arrangement kan du læse mere om her.

Korte videoer