Onsdag påbegynder Kong Frederik sit tredje besøg i Grønland på to år. Besøget kommer efter en historisk usikker periode for landet.
Siden det første kongelige besøg i Grønland i 1921 har det danske kongehus besøgt landet hyppigt.
Dengang var det Christian 10., der startede traditionen for at styrke båndene mellem Danmark og Grønland.
Siden har Frederik 9., Margrethe 2. og nu Frederik 10. holdt liv i traditionen og Kongerigets fællesskab.
Som Konge af Danmark siden 2024 er Frederik blevet statsoverhoved i en tid, hvor det dansk-grønlandske sammenhold har stået over for historisk store udfordringer.
Måske netop derfor har han skruet gevaldigt op for hyppigheden af besøgene og aflægger nu visit i Grønland for tredje gang på blot to år.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Hyppige besøg i en usikker tid
I sommeren 2024 aflagde Kongeparret officielt besøg i Grønland for første gang siden tronskiftet i januar samme år.
Senere på året blev Donald Trump genvalgt som amerikansk præsident i slutningen af 2024. Siden har han af flere omgange truet med en militær overtagelse af verdens største ø.
Det fik i første omgang Kongen til at annoncere endnu et Grønlandsk visit på kort varsel i april 2025.
Og nu besøger han altså igen landet efter en start på 2026, hvor den grønlandske sikkerhed har været yderligere truet.
Modtages af god ven
Ifølge Kongehusets officielle program ankommer Kong Frederik til Nuuk onsdag formiddag. Her bliver han modtaget klokken 11.30 af formanden for den grønlandske regering, Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen og formanden for det grønlandske parlament, Inatsisartut, Kim Kielsen.
Sidstnævnte er ifølge Billed-Bladet en god ven af Kongen.
Jens-Frederik Nielsen vil herefter være vært ved en frokost i Hans Egedes Hus, Nuuks ældste bevarede bygning.
Efter frokosten besøger Kongen gymnasiet i Nuuk og Grønlands største virksomhed, Royal Greenland.
I Nuuks havn vil Frederik møde elever fra Arktisk Basisuddannelse, hvor unge Grønlændere uddannes i løsning af forsvars- og beredskabsmæssige opgaver i landet.
Herefter lægger han vejen forbi Arktisk Kommandos hovedkvarter.
Fra klokken 15.45 deltager Kongen i en traditionel kaffemik i kulturhuset Katuaq, hvor han kan møde borgerne i Nuuk.
Klokken 19 afsluttes dagen med en middag i Hans Egedes Hus, hvor Jens-Frederik Nielsen igen er vært.
Rejser mod nord
Torsdag besøger Kong Frederik både Maniitsoq, der tidligere gik under det danske navn Sukkertoppen, og Grønlands største bygd, Kangerlussuaq – også kaldt Søndre Strømfjord på dansk.
Kongen modtages 11.15 i Maniitsoq Lufthavn af 1. viceborgmester Gideon Lybert, hvorefter kommunalbestyrelsen er vært ved en frokost.
I Maniitsoq vil Frederik både blive vist rundt i byen og landskabet omkring den, mens han også besøger virksomheden Maniitsoq Lodges og deltager i en kaffemik i byens forsamlingshus.
Klokken 17:30 ankommer Kongen til Kangerlussuaq Lufthavn, hvorefter han får mulighed for at hilse på byens borgere i KFUM’s soldaterhjem.
Fredag bliver han i Kangerlussuaq, hvor Kongen besøger Arktisk Basisuddannelse og udannelsens lejr i Black Ridge-terrænet.
Herefter vender han hjem til Danmark.