Hylder Axelsen efter karrierestop: ‘En æra der slutter’

Onsdag annoncerede en berørt Viktor Axelsen, at han lægger ketcher og fjerbold på hylden. Nu bliver han hyldet af Dansk Idrætsforbund.

Det kom nærmest som et lyn fra en klar himmel, da den dobbelt OL-vinder i badminton Viktor Axelsen onsdag i et TV 2-interview annoncerede, at han stopper badmintonkarriereren.

Beslutningen kommer, efter at Axelsen i en lang periode har døjet med rygskade.

I interviewet med TV 2 understregede han også, at det ikke var hans eget ønske, men hans krop, der traf beslutningen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Arkivfoto: Viktor Axelsen

Reaktionerne har strømmen ind efter Axelsens pludselige karrierestop, og nu reagerer Dansk Idrætsforening (DIF) også på den ærgerlige nyhed.

‘Sikke en karriere. Sikke en spiller. Sikke et menneske. Sikke et olympisk forbillede,’ lyder det indledningsvist i en pressemeddelelse fra DIF.

DIF betegner Viktor Axelsen som ‘en af Danmarks største idrætsstjerne gennem tiderne,’ og formanden for DIF og Danmarks Olympiske Komité har heller ikke andet end rosende ord for den storvindende badmintonspiller.

”Det er ikke bare en ualmindelig dygtig badmintonspiller, der siger farvel. Det er en æra i dansk idræt, der slutter. Viktor Axelsen er noget af det største, fineste og bedste, der nogensinde er kommet ud af dansk eliteidræt,” siger Hans Natorp og fortsætter:

”På vegne af dansk idræt vil jeg gerne sige Viktor Axelsen kæmpe tak for oplevelserne, minderne og resultaterne på badmintonbanen. Med sin professionalisme, dedikation og talent har Viktor Axelsen været et ualmindeligt stærkt forbillede i dansk idræt.”

“Vi er selvfølgelig meget kede af, at han må stoppe sin karriere med en skade, men vi ønsker ham al mulig vind i sejlene i de næste spændende kapitler i livet.”

Viktor Axelsen nåede gennem sine 16 år på topplan at vinde flere store turneringer.

Klarest står Axelsens to OL-guldmedaljer, som han vandt i 2021 og 2024. Det blev også til to VM-sejre i 2017 og 2022 for danskeren.

Hertil kan man tilføje Indonesia Open, China Open, Sæsonfinalen og utallige andre trofæer.

Axelsens stop fik også flere andre danske stjerner til at reagere. Blandt andre fik han roser fra håndboldstjerne Mathias Gidsel samt fodboldspiller Christian Eriksen. Også den danske tennisstjerne Holger Rune fortalt, hvordan han havde søgt råd hos badmintonstjernen.