Politi og brandvæsen rykkede i løbet af natten til søndag ud til en villa, der stod i flammer. Her stod slukningsarbejdet på, og søndag eftermiddag har Presse-fotos.dk været forbi villaen, der står sørgeligt tilbage.
Natten til søndag klokken 01.19 indløb en anmeldelse til brandvæsen og politi om en brand i et hus.
Beredskabet rykkede ud til ejendommen og kunne konstatere, at villaen var helt overtændt og ikke stod til at redde.
Ifølge Fyns Politi var der ingen personer inde i bygningen, og derfor foregik slukningen primært udefra.
(Artiklen fortsætter under billedet)

TV2 Fyn skriver om hændelsen, at der var kraftig røgudvikling på stedet, men at en stor del af røgen skyldtes damp fra is og sne grundet den kraftige kulde.
Branden blev slukket i løbet af natten, og nu skal politiets brandteknikere undersøge, hvordan den er opstået.
‘Det er klart, at vi undrer os over, hvordan der opstår brand i en tom villa,’ siger vagtchef ved Fyns Politi Henrik Strauss til mediet.
Presse-fotos.dk er søndag eftermiddag fremme ved den forladte villa, der står på Fredensgade i Aarup.
Her beskrives stedet som sørgeligt, hvor huset er helt udbrændt.










