En hund og en kat har sammen med en enkelt person været involveret i en voldsom færdselsulykke. En stor udrykning af redningsmandskab har været rykket ud
Billederne fra stedet er særdeles voldsomme og viser en personbil på siden ligge kastet ind i grøften af vejen.
Ulykkesstedet er omringet af beredskabsstyrkernes blå blink, og både akutlægebil, ambulance, flere brandbiler og flere politibiler er en del af udrykningen.
Fremme på stedet har Presse-fotos.dks udsendte også befundet sig.
Han oplyser, at en mand og en hund har siddet fanget i den forulykkede bil.
“Manden er inde i bilen. Redningsmandskabet arbejder på at få ham ud. Hans hund har været i bagagerummet under ulykken,” siger vores udsendte.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Færdselsulykken skete sent lørdag aften omkring klokken 22.32, da en kat ifølge Fyns Politi løb ud foran en personbil på Uggerslevvej nordvest for Otterup, så den mandlige fører måtte undvige den.
I den forbindelse mistede manden herredømmet over køretøjet og ramte en høj kant, så bilen væltede om på siden.
Presse-fotos.dks udsendte havde yderligere oplysninger fra stedet.
“Nogle tilfældige forbipasserende så ulykken, og manden råbte til dem, at de skulle få hans hund ud af bagagerummet, se til den og passe på den. Han kunne ikke selv komme ud, da han var fastklemt, men det så ud til, at det var hunden, han gik mest op i – og ikke så meget ham selv,” siger vores udsendte.
“Efter noget tid fik brandvæsenet – med hjælp fra ham selv – manden ud af den forulykkede bil. Han kunne selv gå over se til hans hund og derefter gå over i ambulancen. Ambulancen kørte efterfølgende herfra med udrykning mod hospitalet,” siger Presse-fotos.dks udsendte.
Ifølge vores udsendte så hunden, der er en schæferhund, ikke ud til at være kommet til skade.
“Den var i stråelende humør,” siger vores udsendte.
Vagtchef ved Fyns Politi Henrik Strauss fortæller til Presse-fotos.dk søndag klokken 12.30, at han ikke kender tilstanden på manden, der er bragt på hospitalet.
Ifølge Presse-fotos.dks udsendte så han dog ikke ud til at være kommet alvorligt til skade.
Fyns Politi tilføjer, at han ikke var påvirket af hverken alkohol eller stoffer.
Efter manden var blevet kørt væk i en ambulance kom nogle fra hans familie og tog hans hund med.
Katten er ikke umiddelbart kommet til skade, men det er ikke oplysninger, som Presse-fotos.dk har kunne få bekræftet.










