Hovedstadens Beredskab foretager sammen med Københavns Vestegns Politi tirsdag formiddag en evakuering af et villaområde i forbindelse med en hændelse på stedet
‘Vi er på vej til melding om en overgravet gasledning. Vi evakuerer beboere i nærliggende huse, så undgå gerne området.’
Sådan lyder det tirsdag formiddag fra Hovedstadens Beredskab på det sociale medie X.
Både brandvæsenet og Købehavns Vestegns Politi er til stede på Giesegårdsvej i Hvidovre i forbindelse med et alarmopkald, der advarer mod den overgravede gasledning.
Billeder fra stedet viser, at et område i villakvarteret er afspærret, mens beredskabet arbejder på stedet.
(Artiklen fortsætter under billede)
Senere oplyser Hovedstadens Beredskab på det sociale medie X, at overgravningen ikke var så alvorlig som først antaget.
‘Tilbagemelding fra skadestedet. Det bliver ikke nødvendigt at evakuerer. Der er gasteknikere på stedet og de arbejder på at udbedre skaden. Vi forventer at forlade adressen inden for en halv time,’ oplyser Hovedstadens Beredskab.
Der er ikke yderligere oplysninger fra stedet, men ingen personer er kommet til skade.