En makaber hændelse mandag aften, hvor en syv måneder gammel baby blev kidnappet, har været utrolig chokerende for hotelchef og hans personale.
Klokken ca. 18:00 mandag aften blev en vild klapjagt sat ind på en 37-årig mand, der havde kidnappet et lille barn på under ét år gammel, i Haderslev.
Jagten sluttede på Hotel Norden i Haderslev, hvor han blev anholdt og barnet fundet på et hotalværelse.
Da Jakob Grøn Rasmussen bliver ringet op mandag aften og får fortalt nyheden, blev han dybt chokeret.
“Det gav mig kæmpe kuldegysninger. Jeg var henne på et søsterhotel i Taulov. Da jeg fik opringningen skyndte jeg mig af sted til Hotel Norden. Både for at kunne hjælpe politiet, men mest af alt for at være der for mit personale,” siger han til Presse-fotos.dk
(Artiklen fortsætter under billedet)

Jakob Grøn Rasmussen har siddet hele aften og det mest af natten og kigget på overvågning. Nu har de afleveret det hele til politiet.
Han har tidligere tirsdag fortalt, at den sigtede 37-årige ikke var kommet ind gennem hotellets reception.
“Vi har ingen yderligere kommentarer til, hvordan kidnapperen ellers er kommet ind på hotellet,” siger Jakob Grøn Rasmussen til Presse-fotos.dk
Krisehjælp
Han uddyber, at lige nu holder politiet kortene tæt ind til kroppen i forhold til efterforskningen.
Samtidig har Jakob Grøn Rasmussens fokus i dag været at tage hånd om sit personale.
“Vi har haft samlet hele personalet i dag, og snakket den forfærdelige hændelse igennem. Derudover har vi stillet professionel hjælp til rådighed for de ansatte, der har brug for det,” siger han, og forsætter:
“Der er også blevet ringet til vores yngre medarbejderes forældre, så vi er sikre på at de bliver grebet ordentligt.”
Jakob Grøn Rasmussen har også været i dialog med hotellets gæster i løbet af i dag.
“Det er jo en meget voldsom situation, som heldigvis ikke er hverdagskost,” siger han.
Den 37-årige blev anholdt klokken 19:30 på et hotelværelse på Hotel Norden og sigtet for frihedsberøvelse af den syv-måneder gamle pige.
Politiet har tirsdag meddelt, at den 37-årige skal i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg tirsdag klokken 15:30. Anklagemyndigheden anmoder om lukkede døre.
Derudover kan Offerrådgivningen kontaktes døgnet rundt på telefon 116 006.






