Hollywood-stjerne optræder på dansk teater

Hun har haft roller i store internationale film som ‘Gladiator’ og ‘Wonder Woman’. Snart vil du kunne opleve hende på Nørrebro Teater.

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Pierre Choderlos de Laclos’ ikoniske brevroman ‘Farlige forbindelser’ er flere gange før blevet adapteret til både teaterforestillinger, operaer, balletter, film og tv-serier.

Nu kommer fortællingen til danmark i en helt ny fortolkning på Nørrebro Teater, hvor forestillingen har premiere den 27. februar 2027.

Og det bliver med en verdenskendt dansk skuespiller på rollelisten.

Det kan Nørrebro Teater afsløre i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Til februar præsenterer Nørrebro Teater en ny fortolkning af romanen ‘Farlige forbindelser’, og det har fået Hollywood-skuespilleren Connie Nielsen til at genfinde teaterscenen i Danmark.

“At jeg har takket ja, skyldes det enormt interessante arbejde, Janne og Jennifer har lagt på bane på Nørrebro Teater, men også deres idé om at genudforske Farlige forbindelser og Madame de Merteuil,” siger Connie Nielsen i en pressemeddelelse fra Nørrebro Teater.

Janne Villadsen og Jennifer Vedsted Christiansen, som Connie Nielsen henviser til, er direktører på Nørrebro Teater.

Connie Nielsen har blandt andet været med i ‘Gladiator’ (2000) og ‘Gladiator 2’ (2024).

Hun fik også Bodilprisen for sin hovedrolle i filmen ‘Brødre’ af Susanne Bier og fik senest Rungstedlund-prisen i 2023.

‘Farlige forbindelser’ blev skrevet af Pierre Choderlos de Laclos i 1782 og er sidenhen blevet fortolket i forskellige formater.

Mange kender blandt andet fortællingen fra filmatiseringen af ‘Farlige forbindelser’ fra 1988, der fik syv Oscar-nomineringer og vandt tre.

Fortællingen er nu blevet nyskabt af instruktør og direktør Jennifer Vedsted Christiansen og nyskrevet af den Reumert-vindende manuskriptforfatter Marie Bjørn.

Stykket er en fortælling om magt, sex og privilegier i et hyperseksualiseret samfund. Samtidig afdækker Marie Bjørns nyfortolkede manuskript dynamikker mellem lyst, kontrol og ødelæggelse i en aktuel fortolkning.

Instruktør Jennifer Vedsted Christiansen har selv besøgt fortællingen flere gange i sine ungdomsår.

“Da jeg for nyligt genbesøgte den, så jeg de seneste års overskrifter passere revy. Sex og magt er uadskillelige og har alle dage været det, så det er stadig en højaktuel fortælling.”

“Man siger, det var en anden tid, men det viser sig jo gang på gang, at det er det samme gamle lort,” siger hun i pressemeddelelsen.

I stykket spiller Connie Nielsen den “hævngerrige” Marquise de Merteuil, mens Christian Tafdrup efter ni års pause vender tilbage til teaterscenen som den “moralsk fordærvede” Valmont, skriver Nørrebro Teater i pressemeddelelsen.

Farlige forbindelser har premiere på Nørrebro Teater den 27. februar og vises indtil den 4. april 2027.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce