Den danske tennisstjerne Holger Rune befinder sig midt i en missilregn efter kæmpekrig er brudt ud i Mellemøsten. Videoer viser, at missiler flyver lige over hovederne på ham og hans familie
Der er missiler på himlen – og enorme brag fra eksplosioner lyder.
Holger Rune har lørdag pludselig stået midt i en uhyggelig situation, da krig i Mellemøsten brød ud.
Tennisspilleren befinder sig i øjebliket sammen med sin familie i Qatars hovedstad, Doha, hvor han genoptræner efter sin alvorlige skade.
USA og Israel angreb lørdag morgen Iran efter længere tids voldsom retorik, trusler og spændinger – og Holger Rune var derfor pludselig placeret midt i de iranske modangreb med droner og missiler på amerikanske militærbaser i Mellemøsten og på Israel.
(Artiklen fortsætter under tweetet)
Bomberegnen har betydet, at Holger Rune og familien det meste af dagen har kunnet se missiler på himlen samt høre brag fra eksplosioner i Doha.
Det fortæller hans mor og manager, Aneke Rune.
“Det er lidt vildt. Der har været fire missilangreb over os i dag (lørdag, red.). De er alle blevet afværget. Det meste lyder som bomber eller torden, når det sker. Et par enkelte har lydt som en raket, og ved den seneste kunne vi se de hvide striber på himlen og den efterfølgende detonering, der blev til en sky på den ellers smukke blå himmel,” lyder det til B.T..
Indtil videre er Rune-lejren stadig trygge nok ved at opholde sig i Doha.
Det kan dog lynhurtigt ændre sig.
Søndag skal Holger Rune ifølge hans mor flyve til USA – men angrebene har medført, at mange flyafgange er blevet aflyst i Mellemøsten.
Derfor frygter familien, at Holger Rune ikke kan komme til USA.
“Vi føler os rimelig safe. Vi har et fly i morgen til Los Angeles, hvor Holger har møder med sine sponsorer, men jeg ved ikke, om der kommer fly ud af Doha lige foreløbig,” siger Aneke Rune til B.T..
“Men vi pakker ned som planlagt, og så må vi følge med. Vi behøver jo bare at gå ud på altanen for at få seneste nyt.”

