En redningshelikopter blev hastigt sendt til stedet.
Fredag aften har en højdramatisk hændelse fundet sted til søs.
En mand har i sin båd sejlet ud på havet, da den pludselig støder på grund. Det gør, at manden falder i vandet under aftenmørket.
Den melding modtager alarmcentralen fra selvsamme mand, der har været i stand til at ringe 1-1-2, mens han befandt sig i vandet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Rasmus Poulsen.
“Han får ved egen hjælp ringet 1-1-2, der kontakter JRCC (Joint Rescue and Coordination Center, red.), som står for redning til søs. De får en redningshelikopter i luften og sender den derud. Samtidig har man kontinuerlig telefonisk kontakt til manden, mens de flyver derhen,” siger han til Presse-fotos.dk.
Ved redningshelikopterens ankomst har manden selv formået at redde sig ind på land. Han bliver tjekket på stedet.
Foruden helikopteren var også to redningsbåde og brandbiler fremme på stedet.
Ifølge vagtchefen vurderes det af redningspersonalet, at manden ikke har brug for yderligere hjælp. Derfor sendes han hjem til et varmt bad, mens redningspersonalets arbejde rundes af.
Den dramatiske hændelse skete ved Bork Havn i Vestjylland.
Midt under krise: Forsvaret afholder droneøvelse






