Sjældent hjelmfragment fra før vikingetiden fundet i Danmark – afslører forbindelser til England og Sverige.
Et sjældent stykke af en hjelm fra tiden lige før vikingetiden blev fundet i 2024.
Det guldbelagte fragment med røde smykkesten har siddet på en af Skandinaviens mest prægtige hjelme og vidner om nære forbindelser til det nuværende England og Sverige.
Snart kan fundet opleves på Lejre Museum, når museet holder særåbent i forbindelse med vinterferien i uge 8.
Det skriver ROMU i en pressemeddelelse.
”I sig selv er fund af hjelmdele en sjælden ting i Danmark. Det her stykke stammer fra, hvad der må have været en af Skandinaviens mest prægtige hjelme. Guldet, ornamentikken og granaten viser hjelmens pragt”, siger ROMUs arkæologiske chef, Julie Nielsen, i pressemeddelelsen.
Symbol på magt og status
Fragmentet, der blev fundet på samme mark, består af to dele, der passer sammen som puslespilsbrikker.
Tilsammen udgør stykkerne det meste af hjelmens øjenbrynsbue – det indikerer deres karakteristiske svungne form.
”Ornamentikken – et dyr med markante tænder og store øjne – afspejler den stil, vi kender fra den yngre germanske jernalder; fragmentet er fra perioden mellem år 650 og 750,” fastslår Julie Nielsen.
Hjelmen understøtter ligeledes den storhed og status, der findes i Lejres halbygninger og gravmonumenter fra samme periode.
Julie Nielsen peger på, at hjelmen har været en helt særlig genstand tilegnet en konge eller en person, der rangerede højest i stedets stærkt opdelte hierarki.
”Den dybrøde granatsten har længe været forbundet med styrke. Den detaljerige ornamentik på hjelmen udgør en fortælling, et narrativ, om en enorm magt hos mennesket, der ejede og bar den,” siger den arkæologiske chef.
Et politisk og religiøst elitested
Desuden mener Julie Nielsen ikke, at hjelmen kan have været båret i kamp. Her lægger hun vægt på, at Lejre i yngre germansk jernalder ikke var et sted, hvor de lokale bekrigede hinanden.
Stedet var derimod et politisk og religiøst elitested, hvor man dyrkede guderne, ophøjetheden, netværket og handlen – endda på tværs af landegrænser.
”Vi ser i nabolande i øst og vest – England og Sverige – fund af hjelmfragmenter med et overordnet ens udtryk. Det viser, at Lejre lå som centrum på en akse. Handlen har her været et meget vigtigt omdrejningspunkt,” siger hun.
De to hjelmdele blev fundet på lokaliteten Lillebro ved Lejre. Her stødte to detektorførere fra henholdsvis Jylland og Sverige på stykkerne under et træf i foråret 2024.
Derefter indleverede de fragmenterne til museet som danefæ.
På ROMUs anmodning hastebehandlede Nationalmuseet fundet og straksudlånte det til Lejre Museum.
”Det lå os stærkt på sinde at få fragmentet hurtigt ud i en montre på museet. Vi glæder os over, at vi allerede nu kan vise det til alle, der interesserer sig for vores fælles fortid,” siger Julie Nielsen.
Du kan læse mere om det sjældne fund her.