Historisk titelkamp i Odense: Optakt til MMA Galla Vol. 31

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Presse-fotos.dk varmer op til weekendens MMA-brag i Odense, hvor en lokal helt kan blive MMA Gallas første sværvægtsmester.

Efter et forrygende stævne i Brøndby Hallen er MMA Galla tilbage på hjemmebane i Odense lørdag aften.

Byen, der dannede ramme om organisationens allerførste event og i de efterfølgende knap ti år har lagt adresse til utallige MMA Galla-stævner, bliver vanen tro forkælet med et stjernespækket fight card.

Fire pro-kampe og seks amatøropgør venter på en aften, hvor en række lokale favoritter skal forsøge at udnytte hjemmebanefordelen.

Særligt én Odense-dreng står over for en stor aften, hvor han har en mulighed for at blive den første sværvægtsmester i MMA Gallas historie.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Jakob Dyrup i aktion ved MMA Galla Vol. 26 i Brøndby Hallen. Lørdag aften kan han blive organisationens første sværvægtsmester nogensinde. Arkivfoto.

Lokal klub dominerer fight cardet

Den lokale Great Danes Fight Club får en travl lørdag aften.

Klubben har nemlig en fighter i hele seks ud af de ti kampe på fight cardet.

Særligt på aftenens main card er der en overvægt af Great Danes-stjerner, der alle møder en udenlandsk modstander.

Den ubesejrede sværvægter Jakob Dyrup møder den ligeledes ubesejrede finne Akseli Kaasalainen i stævnets main event.

Vinderen får ikke blot lov til at beholde sin status som ubesejret, men kan også kalde sig for MMA Gallas allerførste sværvægtsmester.

I aftenens co-main event træder den tidligere Airtox Dominance-profil ind i MMA Galla-buret for første gang.

Kampen mod franske Elias Koudourli bliver samtidig den ubesejrede danskers første siden april sidste år.

Et af landets største muay thai-talenter Tais O’Donnell – også kendt som ‘Muay Tais’ – træder ind i MMA-buret til sin første hjemmebanekamp som professionel.

Her møder han skotske Aidan Lennan i en ‘special rules’-kamp, der kun tillader fem sekunder på måtten ad gangen.

Der er dermed lagt op til et gedigent striking-opgør.

Se også
Vi har en ny mester: Resultater og billeder fra MMA Galla Vol. 30

Den sidste Great Danes-fighter på main cardet er Sigurd Rømer, der møder franske Charles Wilson.

Danskeren er efter sigende snublende tæt på en pro-kontrakt, og måske kan anden sejr på lidt over en måned overbevise MMA Galla-holdet om at sætte pen til papiret.

I slutningen af marts slog han svenskeren Josef Berggren ved MMA Galla Vol. 30 i Brøndby Hallen.

På prelim-kortet er der yderligere to Great Danes-talenter i aktion i form af Andreas Gehlert og Oliver Petersen.

Sidstnævnte skal helst relativt uskadt gennem opgøret med beninske Adam Onifadé. Han møder nemlig Louis Thastum ved Airtox Dominance 6.0 i K.B. Hallen mindre end en måned efter stævnet i Odense.

Flere danske talenter i aktion

Selvom der står Great Danes på mange af aftenens kampe, er der dog også profiler fra andre danske klubber, der skal i aktion lørdag.

I den eneste main card-kamp uden Great Danes-involvering kæmper Renegade MMA’s Fouad Sandbeck sin anden pro-kamp.

Ligesom Sigurd Rømer er han hurtigt tilbage i buret efter sin kamp ved seneste MMA Galla-stævne.

I Brøndby Hallen pro-debuterede Sandbeck på imponerende vis, da han fik sin ukrainske modstander til at tappe ud allerede i første runde.

Han skal forsøge at gentage succesen mod brasilianske Guilherme Carradore, der kæmper ud af thailandske Ludus Phuket.

Se også
Dansk rap-beef kan ende i blodig MMA-kamp

Der er også spændende amatørkampe i vente for Arte Suave-kæmperne William Mørck og Benjamin Sesay.

19-årige Sesay kæmper sin allerførste kamp mod fransk-afrikanske Stevens Piekoura.

Fight Team Kolding stiller ligeledes op med to fightere. Hamza Al Nemer debuterer mod førnævnte Andreas Gehlert i stævnets eneste rent danske opgør, mens Amin Ebiev møder svenske Ibrahim Awad.

Presse-fotos.dk er til stede ved MMA Galla Vol. 31 lørdag aften og bringer resultater, billeder og en reportage søndag.

Annonce

Annonce