Det er kulminationen på over ti års arbejde, når den populære DJ-duo indtager Royal Arena med sit mest ambitiøse show nogensinde.
Den 11. april 2026 skrives der historie i dansk musik, når Royal Arena for første gang lægger gulv til et stort anlagt elektronisk DJ-show med en dansk hovedakt.
Det bliver det største af sin slags på dansk grund nogensinde og markerer en ny æra for elektronisk musik i Danmark.
Under festkonceptet ‘TooManyLeftHands & Friends’ inviteres publikum således til seks timers hæsblæsende show med gæsteoptrædener, spektakulære visuelle effekter og et produktionsteam i international klasse.
Det oplyser DTD Concerts i en pressemeddelelse.
Bag initiativet står en af Danmarks mest markante elektroniske musiknavne, der gennem mere end et årti har turneret landet rundt, fyldt dansegulve og sat sit aftryk på festivalscener og klubber.
Deres seneste show i Forum i 2023 satte nye standarder med ild, CO₂-effekter, pyro og en scenografi i storformat.
Lyd, lys og fællesskab smelter sammen
I 2026 skrues ambitionsniveauet så yderligere op.
Scenografi og det visuelle udtryk bliver skabt i samarbejde med det hollandske designkollektiv Live Legend, der også står bag det visuelle univers på Magicbox-scenen under Tinderbox Festival.
Under navnet ‘TooManyLeftHands & Friends’ har duoen gennemført over 50 shows rundt i landet, heriblandt på Distortion, Magicbox og deres egen Gadefest-tour. Senest samlede de tusindvis af mennesker på Rådhuspladsen i København i juni 2024, hvor den tyske DJ Adam Port var special guest ved et udsolgt show.
Aftenens fulde line-up offentliggøres senere, men arrangørerne lover gæster fra både ind- og udland, der matcher det høje ambitionsniveau.
Det bliver altså en aften, hvor lyd, lys og fællesskab smelter sammen i et helstøbt festunivers – med TooManyLeftHands i centrum.
Billetsalget starter onsdag den 18. juni klokken 10 via ticketmaster.dk og dtdconcerts.dk.