Det er over to måneder siden, at danskerne var i stemmeboksene, men de seneste dage har der tegnet sig et klarere billede af en ny regering, når partierne har forhandlet på Marienborg.
Regeringsforhandlingerne er gået ind i en afgørende fase, efter at kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) er begyndt at invitere flere partier til bordet samtidigt.
Socialdemokratiet, Socialistiske Folkeparti, Moderaterne og Radikale Venstre ser ud til at være firkløveren, der skal danne en ny regering, med Enhedslisten og Alternativet som sandsynlige støttepartier.
Der er dog fortsat nogle brikker, der skal falde på plads, og derfor skulle forhandlingerne fortsætte torsdag klokken 17. Men det bliver tilsyneladende ikke tilfældet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Forhandlingerne på Marienborg er blevet udskudt. Det skriver TV 2.
Derfor vil repræsentanterne fra SF, Moderaterne og Radikal Venstre først tilslutte sig Mette Frederiksen i statsministerboligen klokken 18.30, erfarer mediet.
Det forventes, at det er den økonomiske politik, der skaber knaster mellem partierne på nuværende tidspunkt.
Det skyldes givetvis det store uenigheder om blandt andet selskabsskat og aktieformuer mellem Moderaterne og venstrefløjspartier som Enhedslisten.
Flere partier har dog i løbet af ugen meldt om fremdrift i forhandlingerne, herunder Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, og Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen.
Enhedslisten og Alternativet, der efter alt at dømme kan blive parlamentarisk grundlag for en ny regering, var til forhandlinger onsdag. De to partier har fortsat kun været til bilaterale møder med Socialdemokratiet.
Alligevel kan en regering være lige rundt om hjørnet. Det har kilder tæt på forhandlingerne blandt andet fortalt til Ekstra Bladet.
Her fortæller en kilde onsdag, at et bud ville være, at der kommer en regering inden for fem til seks dage.
