En ung mand er ifølge politiet blevet dræbt nær denne bro, der fremgår på billederne i artiklen. Politiet oplyser, at en 16-årig dreng og en 18-årig mand er blevet anholdt
Et hav af forskellige beredskabsmyndigheder deltager i aktionen, hvor en 20-årig mand har mistet livet.
Blandt andet Beredskabsstyrelsen, politiet, brandvæsenet og ambulancetjenesten er set på og omkring gerningsstedet.
Hele natten til lørdag er der foretaget undersøgelser – og lørdag morgen har sagen tagen en yderst uventet og ubehagelig drejning.
Der er nu tale om en drabssag, lyder det i en pressemeddelelse fra politiet.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Det var en kajakroer, der fredag morgen kort før klokken 08.00 fandt en 20-årig mand livløs i vandet i Gudenåen omkring Den Blå Bro i Randers.
“De foreløbige undersøgelser ved fundet af den 20-årige gav ingen mistanke om noget kriminelt, men som altid i den slags sager, så skal vi være helt sikre på, hvad vi står med, og derfor arbejdede vi videre med sagen. Da vi i løbet af fredag fik nogle nye oplysninger, blev vi klar over, at vi stod med et drab,” lyder det fra politiinspektør Anders Uhrskov lørdag morgen i en pressemeddelelse fra Østjyllands Politi.
Efterforskningen førte til, at en 16-årig dreng fredag klokken 17.51 blev anholdt og sigtet for drabet på den 20-årige.
Senere fredag klokken 21.57 kunne Østjyllands Politi også skride til anholdelse af en 18-årig mand, der blev anholdt i det område i Randers, hvor betjente var i gang med undersøgelser af drabet.
“Ud fra bl.a. de afhøringer vi har foretaget og vores tekniske undersøgelser, så er det vores formodning, at de to mænd overfaldt den 20-årige omkring Den Blå Bro i Randers. Den 20-årige endte i vandet, hvor han så blev fundet fredag morgen. Vi har stadig flere løse ender, der skal samles for at afklare, hvad der er foregået, så lige nu er det begrænset, hvor mange detaljer vi kan dele,” siger politiinspektør Anders Uhrskov.
Den sigtede 16-årige dreng og 18-årige mand har ifølge Østjyllands Politi et forudgående til den dræbte 20-årige.
‘Det er politiets formodning, at det var en uoverensstemmelse mellem dem, der førte til drabet,’ lyder det i pressemeddelelsen.
Dødsårsagen er endnu ikke afklaret. Obduktionen finder sted næste uge, oplyser Anders Uhrskov til Ritzau.
Han tilføjer, at det formodede gerningstidspunkt er mellem klokken to og halv fire fredag morgen. Altså få timer før en kajakroer fandt den livløse 20-årige.
De to anholdte fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Randers lørdag kl. 11.00. Her vil anklageren anmode om lukkede døre.










