Har du interesse i at se nøgletallene fra folketingsvalget den 24. marts 2026? Så bringer Indenrigs- og Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse nu forskellig fakta om det
Hvor mange der har stemt? Hvad blev brevstemmeprocenten? Hvor mange mandater har flyttet sig siden sidste valg?
Mange spørgsmål kan der være om det seneste folketingsvalg, der blev afholdt tilbage i slutningen af marts.
Og de spørgsmål forsøger Indenrigs- og Sundhedsministeriet nu at besvare i en pressemeddelelse.
(Artiklen fortsætter under billedet)

I alt 4.303.429 vælgere kunne stemme til folketingsvalget i marts.
Det er ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriet 0,8 procent flere vælgere end ved folketingsvalget i 2022.
Der er i alt 3.614.272 vælgere, der har stemt til valget. Det svarer til, at 84 procent af vælgerne har stemt.
Ved valget i 2022 stemte 84,2 procent af vælgerne – derfor er der altså sket et lille fald i stemmeprocenten.
Når der er valg til Folketinget, er Danmark inddelt i tre landsdele, lyder det i pressemeddelelsen.
Her kan du se stemmeprocenten og antallet af vælgere ved valget i de tre landsdele.
- Hovedstaden: Stemmeprocenten blev på 84,3 procent. Det svarer til en stigning på 0,1 procentpoint i forhold til valget i 2022. Antallet af vælgere er steget med 1,2 procent.
- Sjælland-Syddanmark: Stemmeprocenten blev på 83,1 procent. Det svarer til et fald på 0,3 procentpoint i forhold til valget i 2022. Antallet af vælgere er steget med 0,1 procent.
- Midtjylland-Nordjylland: Stemmeprocenten blev på 84,7 procent. Det svarer til et fald på 0,3 procentpoint i forhold til valget i 2022. Antallet af vælgere er steget med 1,2 procent.
Der er i alt 380.511 brevstemmer, der blev taget i betragtning, oplyser Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Blandt alle de afgivne stemmer, der blev taget i betragtning, er 10,5 procent brevstemmer.
Ved valget i 2022 blev 351.962 brevstemmer taget i betragtning, og de udgjorde 9,8 procent af stemmerne. Antallet af brevstemmer er steget med 28.549 siden valget i 2022.
Der er i alt 3.358 brevstemmer, der ikke kom i betragtning. Disse brevstemmer indgår dermed ikke i antallet af afgivne stemmer eller i beregningen af stemmeprocenten. Ved valget i 2022 var der 2.930 brevstemmer, der ikke kom i betragtning.
I alt 46.647 af de afgivne stemmer er ugyldige. Det svarer til, at 1,29 procent af alle de afgivne stemmer, der er taget i betragtning, er ugyldige. Ved valget i 2022 blev der afgivet 58.871 ugyldige stemmer svarende til 1,64 procent af alle afgivne stemmer.
37.597 af de ugyldige stemmer er blanke, og 9.050 er ugyldige af andre grunde. I 2022 var 46.272 stemmer blanke, og 12.599 stemmer var ugyldige af andre grunde.