Her er Lars Løkkes svar i Fonseca-skandale

Udenrigsministeren mener, at det var lovligt at tilbyde et partimedlem penge for at afgive mandat

Moderaternes formand, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, afviser at have gjort noget ulovligt ved at tilbyde tidligere partimedlem Mike Fonseca penge for at afgive hans mandat.

– Selvfølgelig er der ikke noget ulovligt i det her, siger Lars Løkke Rasmussen til TV 2-programmet “Lippert”.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Lars Løkke Rasmussen

Partiformanden bliver spurgt til sagen, hvor Frihedsbrevet har fået lydfiler, som er optaget af Mike Fonseca. I en lydoptagelse hører man Lars Løkke Rasmussen tilbyde Fonseca seks måneders løn for at overdrage hans mandat.

Folketingets formand, Søren Gade, godkendte tirsdag, at Folketingets ledelse skal drøfte sagen på et møde.

Det sker, efter at flere partier har givet udtryk for et ønske om, at spørgsmålet bliver undersøgt. Heriblandt Karina Adsbøl, som er medlem af Folketingets Præsidium for Danmarksdemokraterne.

Professor i forfatningsret ved Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen har sagt til Frihedsbrevet, at tilbuddet om penge er i strid med ånden i Grundloven.

Politolog Roger Buch, som forsker i partier og valg, har sagt, at det er “meget alvorligt” og “uden for kategori. I virkeligheden prøver man at lave om på valgresultatet”.

Men det er hverken på kant med loven eller over lovens grænsen, mener Lars Løkke Rasmussen.

– Det er jo ikke bestikkelse. Det handler om, at der er en dialog med et folketingsmedlem, som klart har overtrådt nogle moralske grænser, siger han til TV 2.

Ritzau har løbende forsøgt at få svar fra udenrigsministeren, senest onsdag. Men han har ikke ønsket at svare på spørgsmål om dialogen med Mike Fonseca.

/ritzau/