De tre bud på Danmarks kandidat til næste års Oscar-show er blevet udvalgt af Oscar-komitéen. Flere store navne er involveret.
Den danske Oscar-komité har netop udpeget de tre film, der skal kæmpe om at blive Danmarks kandidat i kategorien ‘International Feature Film’ ved næste års Oscar-show.
Det skriver Det Danske Filminstitut på deres hjemmeside.
Der er tale om tre vidt forskellige film, der byder på henholdsvis humor, politisk dokumentarisme og skilsmissedrama.
De ‘shortlistede’ film er Anders Thomas Jensens ‘Den sidste viking’, David Borensteins ‘Mr. Nobody mod Putin’ og Jeanette Nordahls ‘Begyndelser’.
Den 17. september skal komitéen mødes igen for at udvælge den film, der med lidt held kan blive nomineret til prisen.
Mads Mikkelsen-film udvalgt
Som vi før har omtalt her på Presse-fotos.dk, har ‘Den sidste viking’ med Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas i hovedrollerne allerede modtaget stor international hæder.
Derfor kommer det næppe som nogen stor overraskelse, at netop den film er at finde på ‘shortlisten’.
Anders Thomas Jensen har da også tidligere ageret dansk Oscar-håb.
‘Adams æbler’ var nemlig det danske bud i 2006, men endte desværre ikke med at blive nomineret i den internationale kategori.
Kan blive nomineret for andet år i træk
Sidste års danske kandidat var Magnus von Horns ‘Pigen med nålen, hvori Trine Dyrholm spillede barnemorderen Dagmar Overby.
I ‘Begyndelser’ spiller hun over for David Dencik. Her står de to midt i en skilsmisse, da Dyrholms karakter, Ane, bliver ramt af en blodprop, og de derfor må blive boende sammen.
Det kan altså blive andet år i træk, at en Trine Dyrholm-film bliver indstillet til en Oscar.
Prisen kan dog også ende med at gå til dokumentaren ‘Mr. Nobody mod Putin’, hvori vi følger den russiske lærer Pavel, der i al hemmelighed dokumenterer, hvordan præsidentens propaganda påvirker eleverne.
Ny dansk sejr?
En lang række danske film er gennem tiden blevet nomineret til en Oscar i den internationale kategori.
Faktisk ligger Danmark på en delt førsteplads med Tyskland med flest nomineringer inden for de sidste 20 år.
Og så har hele fire danske film endda gået hele vejen.
Først sikrede Gabriel Axels ‘Babettes Gæstebud’ og Bille Augusts ‘Pelle Erobreren’ dansk sejr to år i træk i henholdsvis 1988 og 1989.
Herefter skulle der gå 22 år, inden Susanne Biers film ‘Hævnen’ vandt i 2011. Og senest var det Thomas Vinterbergs ‘Druk’, der hev en statuette med hjem til Danmark.
Efter den endelige kandidat er valgt, vil Det Amerikanske Filmakademis Oscar-komité gå i gang med at beslutte, hvilke film der skal nomineres til prisen. De endelige Oscar-nomineringer bliver offentliggjort den 22. januar næste år.