Lars Løkke Rasmussen (M) har med sine seneste udmeldinger igen sat gang i spekulationerne om, hvorvidt han i virkeligheden spiller et større spil om selv at ende som statsminister.
Eller om hans manøvrer blot er taktisk pres i de igangværende regeringsforhandlinger.
Efter at have skabt røre i forhandlingerne ved at pege på Troels Lund Poulsen som mulig ny forhandlingsleder, lød det fra Løkke, at “træet skulle rystes”, og at statsministeren kunne blive “Mette Frederiksen eller noget andet”.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Udmeldingen har fået flere kommentatorer til at reagere, men vurderingen af Løkkes reelle chance for at overtage Mette Frederiksens post er ifølge flere eksperter yderst begrænset.
Højst usandsynligt
Hos B.T. vurderer politisk kommentator Joachim B. Olsen, at scenariet reelt er uden sandsynlighed.
»Chancen er lig med nul procent. Det behøver man ikke spekulere længe over. Hvem skulle gøre ham til statsminister,« lyder det fra ham, som peger på, at hverken de røde partier eller Dansk Folkeparti vil støtte en sådan konstruktion.
Han tilføjer, at regnestykket politisk set ganske enkelt ikke hænger sammen.
Samme vurdering deles af B.T.s politiske analytiker Henrik Qvortrup, der fremhæver, at Løkke nok er en central og respekteret figur i dansk politik men ikke en, der umiddelbart kan samle flertal.
»Det kan godt være, at Løkke sidder i en central position, og at han er både frygtet og respekteret. Men han er ikke elsket. Ingen føler, at de skylder ham noget,« siger han.
Ifølge Qvortrup vil en statsministerpost til Løkke kræve enten, at Mette Frederiksen opgiver posten, eller at et bredt flertal af blå partier samler sig om ham – et scenarie han betegner som meget vanskeligt, ikke mindst på grund af krav fra Morten Messerschmidt.
Samtidig peger han på, at Løkkes åbne formuleringer kan være en bevidst strategi for at holde alle muligheder i spil og bevare presset i forhandlingerne om en mulig midterregering.
Troels Lund Poulsen har i mellemtiden en frist på 14 dage til at forsøge at samle en ny regering, hvilket sætter yderligere tempo på det politiske spil omkring midten af dansk politik.
