Her er årets Fredagsrock-program: Flere verdensstjerner på plakaten

Fredagsrock-plakaten byder på flere amerikanske og britiske stjerner samt danske ikoner, der indtager Plænen mellem april og september.

I starten af februar kunne Tivoli tyvstarte annonceringen af årets Fredagsrock-program med de fire første navne.

Blandt dem var den amerikanske verdensstjerne Flo Rida, der vender tilbage til Plænen for første gang siden 2012.

Nu kan Tivoli løfte sløret for resten af årets program.

Og her kan forlystelsesparkens gæster altså se frem til koncerter med yderligere fire internationale stjerner og en lang række danske ikoner.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Rick Astley gør comeback til Fredagsrock som han senest besøgte i 2023. Arkivfoto.

Stjerner fra begge sider af Atlanterhavet

Flo Rida får selskab af flere medamerikanere på Fredagsrock-plakaten.

Det er et af landets største countrynavne i form af Brad Paisley og R&B-gruppen TLC, der er kendt for kæmpehits som ‘No Scrubs’ og ‘Waterfalls’.

Fra den anden side af Atlanten kommer to britiske popstjerner fra hver deres generation.

Tivoli kan nemlig løfte sløret for Jessie J, der i 10’erne hittede stort med numre som ‘Bang Bang’ og ‘Price Tag’, og Rick Astley, som gav os det tidløse hit ‘Never Gonna Give You Up’ i 1987.

Danske ikoner indtager Plænen

Traditionen tro er der et overtal af stærke danske navne på Fredagsrock-programmet.

Tidligere på måneden afslørede Tivoli, at sæsonen starter den 10. april med en dobbeltkoncert fra When Saints Go Machine og Spleen United.

Åbningskoncerten bliver den ene af to aftener, hvor du får to artister for én koncerts pris.

Den 1. maj går både Katinka og Lord Siva nemlig på scenen.

Pil, der også blev annonceret tidligere på måneden, får selskab i toppen af plakaten af Hans Philip, URO, Saveus og Dizzy Mizz Lizzy.

Se også
Nyt hovednavn: Smukfest annoncerer amerikansk stjernerapper

Plakatens andet lag er dog fyldt med danske navne, der også sagtens kunne have fundet plads i det øverste lag.

At ikoniske bands og grupper som GNAGS, TV-2 og Malk de Koijn er at finde blandt de ‘mindre’ navne, siger en del om programmets bredde.

”Tivoli er blandt landets største kulturarrangører, og Fredagsrock er et musikalsk samlingspunkt for hele København og omegn. Vi kan igen i år præsentere et mangfoldigt Fredagsrock-program, der kombinerer fem populære internationale navne med danske publikumsfavoritter. Vi ser frem til igen at være rammen for musikoplevelser, hvor publikum kan genopdage klassikere, opleve nye kunstnere og mærke den særlige sommerstemning, som Plænen tilbyder,” lyder det fra direktør for Tivoli Kultur, Frederik Wiedemann, i en pressemeddelelse.

Korte videoer