Henrik Sass Larsen afslører opkald: De bad mig skride

Henrik Sass Larsen fortæller til B.T., at Socialdemokratiet har bedt ham opsige medlemskab efter tiltale

Den tidligere socialdemokratiske minister Henrik Sass Larsen hævder, at partiet bad ham om at melde sig ud, efter at en tiltale mod ham for besiddelse af overgrebsmateriale med børn blev offentliggjort.

Det fortæller Henrik Sass Larsen i et interview med B.T.

– Socialdemokratiet henvender sig og beder mig om at melde mig ud af Socialdemokratiet, siger han til avisens hjemmeside.

Henvendelsen fra Socialdemokratiet er sket gennem hans advokat, fortæller Sass Larsen. Så vidt den tidligere minister har forstået på advokaten, kom opkaldet fra partisekretæren.

Socialdemokratiets partisekretær Lasse Ryberg ønsker over for B.T. hverken at be- eller afkræfte opkaldet.

Ryberg forklarer dog, at partiet må gøre sig sine “overvejelser”, når der foreligger en “så alvorlig tiltale, som der gør”.

Henrik Sass Larsen ønsker ikke at spekulere i, om henvendelsen var initieret af partitoppen. Han oplyser desuden, at han har fastholdt sit medlemskab af partiet.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Henrik Sass Larsen – Foto: Folketinget

Den tidligere minister fortæller til B.T., at han “elsker” Socialdemokratiet, og han håber, at hans forklaringer de seneste dage til avisens podcast “Q&CO” vil give folk i partiet en forståelse for hans handlinger.

I sagen er Sass Larsen tiltalt for at være i besiddelse af over 6200 billeder og 2200 filmsekvenser med overgrebsmateriale med børn.

Den tidligere toppolitiker fortæller, at han i 2018 fik tilsendt et link i en mail, og da han trykkede på linket, kunne han se et videoklip med et seksuelt overgreb mod sig selv, da han var tre år gammel i 1969.

B.T. har ikke set den video, som han henviser til i interviewet.

Sass Larsen hævder, at han efter at have fået mailen, satte gang i sin egen efterforskning for at finde og konfrontere personerne på videoen.

Sass Larsen er i sagen også tiltalt for at være i besiddelse af en barnedukke konstrueret med et seksuelt formål for øje, “idet den var opskåret i skridtet og tilknyttet en elektronisk betjening”, lyder det i anklageskriftet.

Den tidligere minister nægter sig skyldig i anklagerne, men indrømmer, at han har downloadet filmsekvenser og overgrebsmateriale med børn.

Sagen begynder ved Københavns Byret 21. august.

/ritzau/