Løkke beder om refleksion: ‘Kom ned fra lygtepælene’

Lars Løkke Rasmussen kommer med sine første kommentarer, efter at han onsdag var til forhandlinger hos Mette Frederiksen.

‘Det ser mere end svært ud.’

Sådan beskriver Moderaternes partiformand, Lars Løkke Rasmussen, forhandlingerne om regeringsdannelse, som Løkke onsdag var til på Marienborg, i et opslag på Facebook.

Det er nemlig et væld af partier, som kongelig undersøger Mette Frederiksen (S) har inviteret til forhandlingerne med alt fra Enhedslisten og Alternativet til Venstre og Konservative.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Ifølge Lars Løkke ser regeringsdannelsen særdeles svær ud. (Arkivfoto).

Pilen har dog peget en vej, efter at partier som SF og Radikale Venstre i løbet af ugen har været i forhandlingslokalet med Socialdemokratiet: En centrumvenstreregering.

Men den nye (og tidligere) kongemager Lars Løkke Rasmussen virker til at være uenig.

I opslaget på Facebook lyder det således, at Danmark i usikre tider har brug for en ansvarlig regering, der kan sætte ambitiøse mål for velstand og arbejdsudbud.

‘Det kræver ‘bare’, at Socialdemokratiet, Venstre og Det Konservative Folkeparti kommer ned fra de lygtepæle, vi hængte valgplakater op i, og sender anderledes positive signaler,’ skriver Løkke i opslaget.

Han appellerer derfor til, at partierne bruger påskeferien til refleksion.

Lars Løkke lægger i opslaget vægt på, at der er behov for at udvide det økonomiske råderum. Det skyldes, at krigen i Iran ifølge ham skaber en stor risiko for energikrise, inflation og tilbageslag i den globale økonomi.

Og det tyder altså på, at Løkke ikke mener, at dette kan opnås i en regering med SF, Socialdemokratiet og Radikale Venstre.

Radikale Venstres formand, Martin Lidegaard, sagde ellers efter sit møde på Marienborg, at Mette Frederiksen virkede til at være enig i, at der skulle føres en ansvarlig økonomisk politik.

Han sagde desuden, at han havde svært ved at se, hvordan en regering skulle ende anderledes end en regering til venstre for midten, efter at flere partier har udelukket at gå i regering med hinanden.

Derfor opfordrede han journalister til at spørge Lars Løkke Rasmussen, hvad hans planer og tempo er i forhandlingerne om regeringsdannelse.

“Jeg har ikke noget ønske om at være uansvarlig i processen, men heller ikke at forsinke processen,” sagde Radikale Venstre-formanden ifølge TV 2.

Lidegaard sagde i samme ombæring, at “det er nemmere at gøre røde partier økonomisk ansvarlige, end at gøre blå partier grønne”.

Journalister har endnu ikke haft mulighed for at spørge Løkke ind til hans planer og tempo, da han før forhandlingerne onsdag strøg direkte forbi den fremmødte presse.

Forhandlingerne fortsætter i næste uge, da partierne umiddelbart går på påskeferie de kommende dage.

Se også
Cecilie Liv Hansen taler ud for første gang: Det var et kæmpechok