Torsdag har 22-årig, der kørte 15-årig dansk pige til Ungarn, været for retten, efter at han ankom til Danmark. Nu meldes nyt ud.
Dansk politi kom i alarmberedskab, da en 15-årig pige tidligere i august pludselig forsvandt fra sin adresse i Hedensted.
Lidt over to døgn efter dukkede hun op hos en 22-årig mand i Ungarn.
Sidenhen er den 22-årig mand blevet varetægtsfængslet i Ungarn, og har nu ladet sig udlevere til Danmark. Torsdag tager sagen en drejning, efter at den har været for retten.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Den 22-årig ungarsk mand, der er sigtet i en sag om en 15-årig dansk piges forsvinden, skal varetægtsfængsles i knap fire uger.
Det har en dommer ved Retten i Horsens besluttet torsdag efter et seks timer langt grundlovsforhør ifølge Ritzau.
Varetægtsfængslingen løber frem til 15. september.
– På baggrund af de oplysninger, der er kommet frem i dag, er der en begrundet mistanke om, at han har gjort sig skyldig i den rejste sigtelse, lyder det fra dommeren.
Han tilføjer, at der er grund til at antage, at den 22-årige på fri fod vil kunne påvirke efterforskningen af sagen.
Som ungarsk statsborger uden tilknytning til Danmark er der også en risiko for, at han vil kunne unddrage sig retsforfølgelse, mener dommeren.
Den 22-årige er sigtet for langvarig frihedsberøvelse og grooming af den 15-årige pige.
Det var onsdag, at den 22-årig landede i Danmark, hvor han blev anholdt af Sydøstjyllands Politi.
Han har efterfølgende nægtet sig skyldig i sigtelserne mod ham, som er kommet frem under dagens grundlovsforhør.
Retsmødet foregik bag lukkede døre, hvilket vil sige, at politiets efterforskning i sagen hemmeligholdes, ligesom det er uvist, hvad den sigtede eventuelt forklarer.
Inden dørlukningen oplyste den ungarske mands forsvarer, Jørn Brandenhoff Schmidt, dog, at han ikke ønskede at afgive forklaring i retten.
Ifølge forsvareren blev den 22-årige afhørt af politiet til sent onsdag.
Den sigtede har tidligere sagt til Ekstra Bladet, at han var kærester med den danske pige, som han troede var 18 år, da han hentede hende i Danmark.
Specialanklager Søs Bløcher anmodede om, at der blev nedlagt referatforbud, hvilket ville gøre det forbudt at gengive, hvad der skete under dagens retsmøde.
Det valgte retten dog ikke at imødekomme.
“Det er en sag med stor offentlig interesse. Myndighederne i Ungarn har udsendt en pressemeddelelse med sigtelsen”.
“En offentlig gengivelse af sagen kan ikke antages at skade sagens efterforskning”, lød det fra dommeren.
Sydøstjyllands Politi har gennem hele sagen holdt kortene tæt ind til kroppen.
Fredag den 7. august blev der afholdt et andet grundlovsforhør i Retten i Horsens om frihedsberøvelse.
Her blev der nedlagt referatforbud på anklagemyndighedens opfordring.
