Haveekspert: Brug disse planter til at holde dræbersnegle væk

dræbersnegle
Arkivfoto.

Hver sommer dukker de op. De slimede, sultne dræbersnegle, der æder sig gennem alt fra salat til smukke blomster.

For mange haveejere er de blevet et mareridt. Men ifølge en erfaren havemand findes der faktisk en række planter, som dræbersnegle går i en stor bue uden om.

Claus Oldenbjerg har haft dem tæt inde på livet i sin egen have. Han driver Frankfri Blomster ved Tommerup på Fyn og har gennem årene nøje lagt mærke til, hvilke planter der bliver spist, og hvilke der får lov at stå i fred. Det forklarer han til TV 2 Fyn og deler et par råd.

Stauden, dræbersnegle ikke gider røre

“Der er planter, sneglene er vilde med, og planter, de ikke er så vilde med,” siger Claus Oldenbjerg til mediet.

Han peger på én særlig staude, som er blevet hans sikre valg, når dræbersnegle skal holdes væk:

“For eksempel er astilbe – også kaldet pragtspir – en fantastisk plante, som dræbersneglene ikke rører”

Astilbe blomstrer i farverige toppe og trives i halvskygge. Samtidig er det en staude, hvilket betyder, at den kommer igen år efter år. Det gør den både smuk og praktisk.

Ikke den eneste mulighed: Du kan også bruge denne

Men astilbe er ikke den eneste mulighed. Lavendel er en anden plante, som ifølge Claus Oldenbjerg får dræbersnegle til at vende om.

“Også lavendel går dræbersneglene uden om,” siger han.

Han mener, at den kraftige duft spiller en vigtig rolle, selvom han ikke kender den præcise årsag. Det kan også handle om plantens struktur:

“Desuden har de svært ved at kravle op ad hårde grene og stængler.”

Det samme gælder for en populær havebusk, der både er dekorativ og nyttig i kampen mod sneglene.

“For eksempel har sneglene svært ved at kravle op ad en syrenhortensia, selvom de godt kan lide bladene”

Intet er garanteret – men meget kan undgås

Claus Oldenbjerg understreger dog, at der aldrig findes garantier, når det kommer til dræbersnegle. Hvis der er nok sult og for få alternativer, skal man ikke regne med, at nogen plante er helt sikker. Til journalisten hos TV 2 Fyn siger han:

“Hvis vi to sad på en øde ø og startede med at spise kokosnødder og bananer, og der på et tidspunkt ikke var mere mad, så ville jeg nok sidde og kigge på dit lår og tænke: ‘Skulle jeg lige tage en bid?‘”

For haveejere, der er trætte af at fjerne dræbersnegle aften efter aften, kan det altså være en god strategi at vælge de rigtige planter. Astilbe, lavendel og syrenhortensia står højt på listen. Det er ikke en garanti, men det er et sted at starte.

Sådan bliver vejret i august: Denne uge kan blive den bedste i år