Brandvæsenet har i dag haft en lang række udrykninger i Danmark. Vi har samlet flere af dem her – se billeder nederst i artiklen fra alle stederne
Torsdag middag har brandvæsenet været til stede på Ulbjergvej i Nordborg på Als, hvor der var udbrudt brand i et hundehus. Branden blev hurtigt slukket uden personskade.
Desuden er brandvæsenet ved 13-tiden til stede på en mark langs Tørring Hovedvej i Tørring, der ligger i Hedensted Kommune. Her er der udbrudt kraftig brand i en mark med afgrøder.
Brandvæsenet har også været til stede på Sødalsparken i Aarhus-bydelen Brabrand, hvor en brandalarm var aktiveret i Jysk hovedkvarter. Der er umiddelbart tale om falsk alarm, men en evakuering blev iværksat.
I løbet af formiddagen var brandvæsenet til stede på Pederskervejen i Bodilsker på Bornholm til en melding om bygningsbrand i en gård. Der var ikke tale om en større brand, og der er ikke sket personskade.
Tidligere på formiddagen var Beredskab Fyn til stede på Alexandragade i Odense, hvor der var meldinger om en bygningsbrand. Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at beredskabet var massivt til stede, men redaktionen er ellers ikke bekendt med de nærmere omstændigheder.
Østjyllands Brandvæsen har også været til stede hos DR på Olof Palmes Allé 10 i Aarhus N. Her rykkede brandvæsenet ifølge Presse-fotos.dks udsendte ud til en brandalarm, der viste sig at være blind.
Helt tidligt på formiddagen var brandvæsenet til stede på Vesterparken i fynske Ringe, hvor der var udbrudt brand på en parkeringsplads. Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at et skur, en container og en bil er udbrændt, mens også flere biler har brandskader, en scooter er delvist smeltet, og vinduer er revnet.
Torsdag ved 16-tiden er brandvæsenet til stede på en mark, der ligger langs Østergyden i Åstrup tæt på Faaborg på Fyn. Her er en større markbrand brudt ud, og det giver en del røg i området.
Torsdag aften ved 18-tiden er brandvæsenet fremme på Langdyssen i Herlev. Her er der indløbet meldinger om brand i et skur. Billeder fra stedet viser, at området er meget røgfyldt.
Brandvæsenet er omkring klokken 18.20 til stede på Vestergårdsvej i Aarhus-bydelen Viby J, hvor der er meldinger om brand i en butik. Presse-fotos.dks udsendte oplyser, at der ikke er tale om noget vildt, men at der er lidt røg.
Desuden har der været brand i en gård-bygning ved Herredsvejen 18 i Skringstrup i Midtjylland. Der er både blevet tilkaldt assistance fra Viborg, Skive og Silkeborg til slukningen. Det formodes at branden er startet med en fejl i en eltavle fotæller indsatslederen på stedet til Presse-Fotos.dk’s fotograf.
























