Politi og redning er torsdag rykket massivt ud til en strækning, hvor der er sket en alvorlig ulykke. En 18-årig mand er i kritisk tilstand som følge af hændelsen.
Torsdag eftermiddag hastede både politi og redning ud til en vej, hvor en ung mand er kommet alvorligt til skade.
Også en lægehelikopter blev rekvireret til stedet.
(Artiklen fortsætter under billedet)

En motorcykel og en bil har torsdag eftermiddag været involveret i en trafikulykke på Tjærebyvej øst for Svenstrup ved Korsør.
Det fortæller vagtchef Kasper Skotte fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, der fik anmeldelsen via 112 klokken 16.23.
– Meldingen lyder på, at en motorcykel og en bil er involveret, siger vagtchefen.
Han har umiddelbart ikke oplysninger om, hvor mange personer der er involveret.
Men en 18-årig mand meldes i kritisk tilstand. Han er blevet fløjet til behandling på Rigshospitalet, og hans pårørende er blevet underrettet.
Der er tilkaldt en bilinspektør til at undersøge ulykkesstedet, hvor der også er spærret af for trafik.
På det sociale medie X oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi kort før klokken 19, at arbejdet på uheldstedet er færdiggjort.
Derfor er der nu igen åbnet for trafikken på strækningen.