Protester til ære for dræbte demonstranter er ifølge iranske medier blevet afholdt på flere universiteter.
Kritikere af de iranske magthavere har lørdag demonstreret mod præstestyret på flere universiteter i Irans hovedstad, Teheran.
Det rapporterer iranske medier ifølge nyhedsbureauet AFP.
AFP har set optagelser fra en demonstration, som nyhedsbureauet har kunnet lokalisere til et teknisk universitet i hovedstaden.

På optagelserne ser man, at der opstår kampe i en menneskemængde, mens demonstranterne råber “bi sharaf”.
Det betyder “skamløs” eller “æreløs” på farsi.
Tv-stationen Iran International, som sender fra udlandet, har offentliggjort en anden optagelse, som viser en stor folkemængde, der råber regeringskritiske slagord ved Sharif University of Technology i Teheran.
Demonstranter i tusindvis gik på gaden i slutningen af december og i januar i protest mod det iranske styre.
Undervejs blev der lukket for internettet, hvilket gjorde det svært at følge med i, hvad der foregik i landet.
Ifølge de iranske myndigheder blev flere end 3000 dræbt i forbindelse med demonstrationerne. Menneskerettighedsorganisationen HRANA, der har base i USA, rapporterede dog om flere end 7000 dræbte.
Ifølge AFP er demonstrationerne lørdag blevet arrangeret til ære for de dræbte.
