‘Hans liv stod ikke til at redde’

Politi og brandvæsen var onsdag eftermiddag gennem flere timer massivt til stede ved et plejehjem, hvor en voldsom brand pågik. Beboere blev evakueret, flere blev tjekket for røgforgiftning og en ældre mand mistede livet.

‘Kort før klokken 13 onsdag kom der meldinger om en voldsom brand på et plejecenter.

Branden opstod i en fløj af plejecenteret for demente beboere, hvor ilden og røgen på et af værelserne udviklede sig så kraftigt, at personalet ikke havde mulighed for at komme ind og hjælpe beboerne.’

Sådan skrev vi indledningsvist onsdag eftermiddag om de skrækkelige scener, der udspillede sig på et plejehjem.

I politiets døgnrapport deles der nu yderligere information om den hændelse, der resulterede i evakuering af beboere, tjek for røgforgiftning og et dødsfald.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Også lægefaglig mandskab var kaldt til adressen – du kan se flere billeder nederst i artiklen.

Det var en brand på plejecenter Sømarken på Kaj Munksvej i Nykøbing Falster, der onsdag kostede en 84-årig mand livet.

‘Den 84-årige mand boede på stedet, og hans liv stod ikke til at redde,’ skriver Sydsjællands og Lolland-Falstes Politi i døgnrapporten.

Politi og brandvæsen blev kaldt til adressen klokken 12.57. Her var der tale om kraftig røgudvikling i en lejlighed.

Politiets teknikere har efter branden blev slukket arbejdet på brandstedet, og ifølge politikredsen er der ikke umiddelbart noget, der tyder på, at der ligger noget kriminelt bag branden.

Der meldes dog ikke noget yderligere ud om, hvordan branden kan være opstået.

Foruden dødsfaldet blev også en beboer og to medarbejdere kontrolleret for røgforgiftning i forbindelse med hændelsen.

Torsdag morgen er adskillige udrykningskøretøjer til stede på en motorvejsstrækning, hvor der pågår et større kaos. Flere biler har været involveret i et uheld, og der er lige nu helt spærret på stedet.