En 51-årig mand sidder lige nu varetægtsfængslet for bevidst at have påkørt en person ved en tankstation. Den forurettede er en ung mand, der bliver beskrevet som både kammerat og træner i kampsportsklubben ‘Mikenta’. En voldsom konflikt er tilsyneladende gået forud for påkørslen.
En Q8-tankstation måtte søndag lukke for driften, efter en voldsom hændelse som en 51-årig mand mistænkes at stå bag.
Ritzau har tidligere beskrevet, at manden i mandags blev varetægtsfængslet i fire uger, da han mistænkes for forsætligt at have påkørt en anden person dagen forinden.
Han er derudover også sigtet for at have udsat sin hustru for fare, da hun stod ved siden af den forurettede, der blev påkørt.
Sagens anklager, Trine Tesch, har tidligere beskrevet til Ritzau, at et muligt motiv til handlingen kan være, at den forurettede forsøgte at blande sig i en kontrovers mellem ægteparret.
Den samme udlægning sker i et opslag i en Facebook-gruppe for kampsportsskolen ‘Mikenta’, der ligger i Albertslund.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Handlede i tråd med kampsportsklubbens værdier
I opslaget opfordres gruppens medlemmer til at støtte den mand, der søndag blev angrebet.
‘Støt vores kammerat og træner, som har udvist et helt særligt mod ved at gribe ind og forsøge at beskytte en kvinde i en voldsom situation,’ indledes opslaget, der fortsættes:
‘En handling vi er utroligt stolte af.’
‘Han handlede i tråd med de værdier, vi står for i klubben: Vi bruger vores færdigheder med respekt, ansvar og uden unødvendig vold.’
I et opslag på Instagram har den forurettede efterfølgende selv beskrevet, at han var vidne til en voldsom konflikt mellem et ægtepar, der udspillede sig på Q8 i Ishøj.
Her lyder det, at han kunne se frygten i kvindens øjne, hvorefter han stillede sig imellem ægteparret og forsøgte at stoppe situationen.
Først blev han fysisk angrebet og efterfølgende med en bil, da han blev påkørt og landede på køretøjets kølerhjelm.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Stor støtte fra klubben
I opslaget på Facebook oplyses det, at kampsportstræneren pådrog sig skrammer og en overrevet muskel i venstre skulder som følge af angrebet.
Kommentarfeltet til opslaget flyder over med ønsker om god bedring, hyldest for heltemod og bekræftelser af økonomisk støtte til den forurettede.
‘Du er en mand med ære og mod, min ven’, ‘Flot grebet ind. Vi glæder os til du er tilbage’ og ‘Virkelig stærkt gjort. God bedring,’ lyder bare nogle kommentarerne.
Den 51-årige mistænkte mand er sigtet for grov vold og for at udsætte andre for fare.
Han ønskede ikke at afgive forklaring under grundlovsforhøret.

