Efter at USA tidligere på ugen præsenterede fredsplan, melder Hamas sig klar til at frigive gidsler.
Hamas erklærer sig klar til at frigive alle israelske gidsler som led i en nylig amerikansk fredsplan og vil forhandle nærmere om detaljerne.
Det fremgår fredag af en udtalelse fra den militante palæstinensiske gruppe, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Hamas’ udmelding gælder både de døde og levende gidsler.
Gruppen signalerer ifølge Reuters, at den er klar til med det samme at indgå i forhandlinger, som skal foregå gennem mæglere.
De nærmere detaljer og betingelser i udmeldingen fra Hamas fremgår ikke umiddelbart.
Udmeldingen kommer, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, tidligere på ugen præsenterede en plan på 20 punkter for fred i Gaza.
/ritzau/