Halmballer i flammer: Vej spærret

Der er udbrudt brand i en stor mængde halmballer.

Det er voldsomme scener, der tirsdag morgen udspiller sig ved en stor mængde halm på Fyn.

Halmballerne, der ligger lige op ad vejen, står i flammer.

Det har fået brandvæsenet, der er i færd med slukningsarbejdet, til at spærre vejen.

På det sociale medie X oplyser Fyns Politi, at man skal undgå at opholde sig i røgfanen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Halmballerne er fuldstændigt futtet af.

‘Lovbjergvej i Fangel er spærret fra krydset ved Østermarksvej og frem til Lovbjergvej nr. 100. Et større oplag af halmballer brænder tæt op ad vejen. Slukningsarbejdet kommer til at pågå langt op ad dagen,’ skriver politikredsen.

Ifølge beredskabstjenesten Odin kom første alarm fra stedet mandag aften klokken 23.38.

Til fyens.dk siger vagtchef Sten Nyland, at de gerne vil tale med en mand, der blev set køre rundt i området kort inden anmeldelsen af branden. Han blev set på et el-løbehjul ved stedet.

LIGE NU: Brand hærger på tredje døgn