Håndværker død i arbejdsulykke

Tirsdag eftermiddag er en person afgået ved døden efter en alvorlig arbejdsulykke. En anden person er kommet til skade på stedet.

Brandvæsenet fik anmeldelsen klokken 12.50 tirsdag. Her lød det, at en bygning var styrtet sammen og der var mindst to personer, der var fanget.

Det fortæller indsatsleder ved TrekantBrand til Ritzau.

– Vi bliver alarmeret til en sammenstyrtet bygning, hvor meldingen går på, at der er to personer fanget under bygningen, siger Jesper Damm.

(Artiklen fortsætter under billedet)

En massiv udrykning blev sendt ud til stedet, hvor en håndværker nu er afgået ved døden.

Bygningen, der er styrtet sammen, er en form for skur, der stod ved siden af en større industribygning. Skuret var i en etage, og det var primært bygget af træ.

Kort efter meldingen om, at man har reddet to personer ud, kan politiet nu meddele, at den ene af de to håndværkere er afgået ved døden.

Det skriver Sydøstjyllands Politi i et opslag på X.

“I forbindelse med en anmeldelse om en ulykke er vi i øjeblikket til stede ved Nordre Kobbelvej i Fredericia. En bygning er styrtet sammen, og en person af afgået ved døden”, lyder det fra politikredsen.

Arbejdstilsynet er nu blevet kaldt ud til adressen, hvor man er i gang med at undersøge, hvad der er gået forud for ulykken.

De pårørende til personen er underrettet

Samme eftermiddag er en massiv udrykning ankommet til et boligkvarter, hvor både politihunde og teknikere er i gang med at undersøge et mistænkeligt forhold.