H.C. Andersen efterlod en trøsteseddel – nu kan du læse den

Foto: Frederiksbergmuseerne; Adam Oehlenschläger, Christiane Heger, og Rahbek-parret i Bakkehuset.

Sjældne genstande og intime fortællinger fra Danmarks kulturhistorie samles i Bakkehusets jubilæumsudstilling ‘Stemmer fra stuerne’.

Fra den 4. juni 2025 og frem til den 25. januar 2026 inviterer Bakkehuset på Rahbeks Allé i Frederiksberg publikum indenfor til en helt særlig jubilæumsudstilling under titlen ‘Stemmer fra stuerne’.

Udstillingen præsenterer en række sjældent viste, personlige og finurlige genstande, der bringer historiens lag i det ikoniske hus til live.

Det skriver Frederiksbergmuseerne i en pressemeddelelse.

Bakkehuset, Frederiksbergs ældste bygning, har siden 1670’erne haft mange funktioner – fra landevejskro og privat hjem til børneinstitution og museum.

Særligt perioden omkring begyndelsen af 1800-tallet er i fokus, hvor ægteparret Kamma og Knud Lyne Rahbek åbnede deres hjem for Danmarks ledende kulturpersonligheder og videnskabsfolk. H.C. Andersen, Adam Oehlenschläger, H.C. Ørsted og N.F.S. Grundtvig er blandt de navne, der har sat deres præg på stedet. Deres dagligstue blev et samlingspunkt for samtaler om kunst, videnskab og samfund, og rummet dannede ramme om både nære venskaber og kreative udvekslinger.

Et levende kulturhistorisk rum fyldt med personlige fortællinger

Udstillingen ‘Stemmer fra stuerne’ udfolder historien om Bakkehuset gennem mere end 100 år, og kobler Rahbekparrets tid med senere generationers oplevelser og kamp for at bevare stedets særlige ånd. Det var nemlig en gruppe litterære ildsjæle, der i 1903 tog initiativ til den første udstilling i huset, hvilket i 1925 resulterede i åbningen af De Rahbekske Mindestuer – det museum, som i dag er kendt som Bakkehuset.

Gennem en række personlige genstande som Adam Oehlenschlägers morgenkåbe, Kamma Rahbeks æsker med hårlokker og breve samt H.C. Andersens trøsteseddel og signeret litteratur, fortæller udstillingen historier om kærlighed, skaberkraft, jalousi, venskaber og brud. Disse unikke artefakter kaster lys over de intime og menneskelige sider af de historiske skikkelser, der har præget huset.

‘Stemmer fra stuerne’ åbner tirsdag den 4. juni klokken 16 med taler og minikoncert med Bisse, hvor alle er velkomne.

Skuespilleren gør det klart, at hverken han eller resten af holdet vender tilbage i deres ikoniske roller fra DR-klassikeren.