En af operahistoriens mest rystende fortællinger kan nu opleves i en internationalt anerkendt iscenesættelse, der stiller skarpt på tro, frygt og mod i en tid, hvor valget stod mellem liv og død.
Når tæppet går op for Dialogues des Carmélites i Operaen, er det ikke blot endnu en klassisk opera, der møder publikum.
Det er et værk, der med brutal konsekvens insisterer på at stille spørgsmål om tro, frygt og menneskelig værdighed, og som nægter at give lette svar.
Den anmelderroste iscenesættelse af stjerneinstruktøren Barrie Kosky kan netop nu opleves hos Det Kongelige Teater, hvor Poulencs ikoniske opera folder sig ud i al sin rystende styrke.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Operaen bygger på virkelige begivenheder fra den franske revolutions blodigste fase. I 1794 blev 16 karmeliternonner fra byen Compiègne henrettet i guillotinen, efter at de nægtede at give afkald på deres tro.
Deres historie blev i 1950’erne omdannet til opera af den franske komponist Francis Poulenc, selv troende katolik, som med Dialogues des Carmélites skabte et af det 20. århundredes mest bevægende musikdramatiske værker.
Det skriver Det Kongelige Teater i deres pressemeddelelse.
Forestillingen handler om den unge adelskvinde Blanche, der flygter fra verdens voldsomhed og søger tilflugt i et karmeliterkloster.
Men revolutionens brutalitet trænger også ind bag klostermurene, og Blanche tvinges til at konfrontere den angst, hun hele sit liv har forsøgt at undslippe.
Operaen stiller det enkle, men ubærlige spørgsmål: Hvad gør et menneske, når valget står mellem livet og samvittigheden?
For Barrie Kosky er Dialogues des Carmélites ikke blot endnu en titel i repertoiret. Operaen har fulgt ham siden ungdommen og var afgørende for hans valg af livsbane.
Han har selv fortalt, hvordan mødet med værket som 15-årig gjorde et uudsletteligt indtryk, et indtryk, der stadig former hans kunstneriske virke. Den personlige relation til stoffet mærkes i iscenesættelsen, som er blevet rost internationalt for sin intensitet og sin kompromisløse respekt for materialets alvor.
Musikalsk er operaen kendt for sin nøgterne, næsten asketiske skønhed. Poulenc undgår store effekter og lader i stedet musikken spejle karakterernes indre kampe.
Især slutningen står som et af operahistoriens mest uafrystelige øjeblikke, hvor lyden af guillotinens fald er skrevet direkte ind i partituret, enkelt, ubønhørligt og uden sentimentalitet.
I den aktuelle opsætning synges rollen som Blanche af sopranen Elena Tsallagova, flankeret af internationale solister samt sangere fra Den Kongelige Opera og Det Kongelige Operakor.
Musikken bæres af Det Kongelige Kapel under ledelse af dirigenten Asher Fisch, mens Marie Jacquot dirigerer én enkelt forestilling.
Dialogues des Carmélites spiller i Operaen fra 8. februar til 10. marts og er en påmindelse om, hvordan opera, også i dag, kan fungere som både historisk spejl og eksistentiel udfordring.
Det er et værk, man ikke forlader uberørt, og som bliver siddende længe efter, sidste tone er forstummet.