44 flag var blevet placeret i blomsterbed foran den amerikanske ambassade til ære for de 44 soldater, der mistede livet under krigen i Afghanistan, skriver TV 2.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, blev mødt af raseri fra hele Europa, da han i sidste uge i et interview kritiserede europæiske soldater.
Præsidenten udtalte, at europæiske soldater “blev lidt tilbage, lidt væk fra frontlinjen” under krigen i Afghanistan.
Det har ifølge TV 2 fået danske veteraner til tirsdag at sætte 44 flag op foran USA’s ambassade med navnene på hver faldne danske soldat under krigen i Afghanistan.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Men et vildt syn mødte de danske veteraner, kort efter at de havde sat flagene op.
Ud kom en af ambassadens vagter nemlig og pillede samtlige flag ned igen. Det skriver TV 2.
Ambassaden oplyser til mediet, at det er fast praksis at fjerne genstande, der er placeret ved ambassaden uden en aftale, og derfor var der ingen onde hensigter.
Ifølge TV 2’s oplysninger er historien dog en anden.
Ambassaden blev ifølge mediet hurtigt bekendt med flagene, og veteranerne fik godkendt det hos ambassadens vagter, før flagene blev opsat.
Flere organisationer og tidligere udsendte i Afghanistan har den seneste uge krævet en undskyldning fra USA og præsident Trump for kommentarerne om de Nato-allieredes tropper i Afghanistan.
Trump har sendt en undskyldning til britiske tropper, efter at den britiske primierminister, Keir Starmer, kaldte præsidentens kommentarer for “fornærmende og rystende”.
