Et Holocaust-mindesmærke, to synagoger og en restaurant i Frankrigs hovedstad, Paris, er natten til lørdag blevet vandaliseret med grøn maling.
Det oplyser unavngivne politikilder ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
Billeder viser desuden grøn maling på en mur tilhørende Mémorial de la Shoah – Shoah-mindesmærket. Shoah er den nutidige jødisk-hebraiske betegnelse for Holocaust.
På muren fremgår navne på personer, der satte deres liv på spil for at redde jøder under Anden Verdenskrig.
Både landets regering og borgmesteren i Paris har reageret på hændelsen.
– Jeg fordømmer disse intimiderende handlinger på det kraftigste. Antisemitisme har ingen plads i vores by eller i vores republik, lyder det fra borgmester Anne Hidalgo ifølge AFP.
Derudover skriver den franske indenrigsminister, Bruno Retailleau, på den sociale platform X, at han har en “enorm afsky over disse afskyelige handlinger rettet mod det jødiske samfund.”
Der er ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.