Grønlandsk-dansk fællesskab hitter stort i teatret

To kendte skuespillere medvirker i ‘Den sidste slæderejse’ på Bellevue Teatret, der har oplevet enorm interesse for forestillingen.

Den seneste tids trusler mod Grønland, har fået det grønlandske og danske folk til at stå tættere sammen, end vi har gjort længe.

Det kan også mærkes i kulturens verden, hvor der flere steder er kommet et større fokus på grønlandsk kultur og historie.

Et sted, hvor den øgede opmærksomhed på verdens største ø har haft stor betydning, er på Bellevue Teatret i Klampenborg.

Her har konflikten med USA både haft indflydelse på det historiske fokus i og modtagelsen af forestillingen ‘Den sidste slæderejse’.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Nukâka Coster-Waldau og Caspar Phillipson indtager rollerne som Arnarulunnguaq og Knud Rasmussen i ‘Den sidste slæderejse’. Foto: Christina Hauschildt / Bellevue Teatret

Den glemte grønlandske helt

I en pressemeddelelse fortæller teaterdirektør Pia Jette Hansen, at Trumps tilnærmelser gav hende et nyt syn på den historiske fortælling om den femte Thule-ekspedition, der nu er blevet til en teaterforestilling.

Tidligere genfortællinger af historien om den skelsættende ekspedition har oftest haft et altoverskyggende fokus på ekspeditionslederen Knud Rasmussen.

Men der er ifølge Pia Jette Hansen andre personer, der fortjener at spille en rolle i fortællingen.

”Jeg har i mange år haft idéen at skabe en forestilling om Knud Rasmussen, men den nye situation sagde mig, at det var helt forkert at anskue Knud som en helt i sig selv,” fortæller hun.

Der ligger nemlig også en betydelig fortælling om Rigsfællesskabets sammenhold gemt i historiebøgerne.

“Rigsfællesskabet er netop et fællesskab. Vi er forbundne på godt og ondt. Og historien er skabt af mange flere end danske helte. Heltene er mange. Også en ubegribeligt sej grønlandsk kvinde, Arnarulunnguaq. Den historie er vi nødt til at fortælle. Og det har vist sig, at tidspunktet for premieren på ‘Den sidste slæderejse’ har ramt det helt rette tidspunkt lige netop nu,” siger Pia Jette Hansen. 

Kendte navne på rollelisten

Ud fra denne idé sprang forestillingen ‘Den sidste slæderejse’, der er skrevet af Jesper B. Karlsen og instrueret af Kamilla Bach Mortensen.

Forestillingen er allerede næsten udsolgt, og der er blevet tilføjet en lang række ekstraforestillinger.

Og så har selv de internationale medier henvendt sig til teatret – et bevis på, at forestillingen rammer noget meget aktuelt og vigtigt lige nu.

Se også
Nyt råd skal værne om dansk kultur i krisetider

Det hjælper nok også noget på populariteten, at stykket har to kendte navne i hovedrollerne.

Det er nemlig den grønlandske sanger og skuespiller Nukâka Coster-Waldau og den danske Hollywood- og teaterskuespiller Caspar Phillipson, der indtager rollerne som Arnarulunnguaq og Knud Rasmussen.

Forestillingen har en særligt stor betydning for Nukâka Coster-Waldau, der blev født i Grønland, men har boet i Danmark i størstedelen af sit liv.

”Jeg har været minoritet i Danmark i over 30 år. Jeg vidste ikke, det havde fyldt så meget inde i mig ikke at have en stemme, som jeg får nu. Vi belyser en historie med en kvinde, som mange ikke ved eksisterer, i hvert fald ikke hernede. Det er vildt at mærke, hvorfor det går endnu dybere end det, også rent personligt for mig. Hvordan vil man bruge den taletid, man pludselig får? Vil man larme, eller vil man gøre det på sin egen måde – stadig være den, der bruger de få ord, men bare får taletiden og bliver lyttet til? Vi har alle en super vigtig funktion, hvis vi lytter til hinanden. Uden hinanden er vi ingen,” siger hun i en pressemeddelelse.

‘Den sidste slæderejse’ får premiere på Bellevue Teatret onsdag den 18. februar kl. 20.

Korte videoer