Grønlands regeringschef i stor udmelding: Sker kort efter statsministerns svar

Artiklen fortsætter under annoncen
Artiklen fortsætter under annoncen

Donald Trump har under Nato-topmøde sagt, at Grønland bør være kontrolleret af USA – ikke af Danmark.

Den grønlandske regeringschef, Jens-Frederik Nielsen, gentager, at Grønland ikke er til salg.

Det sker, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, tirsdag sagde, at “Grønland bør være kontrolleret af USA – ikke af Danmark”.

– Desværre må vi gentage igen: Grønland er ikke til salg. Der skal være respekt om territorial integritet, international lov og vores ret til selvbestemmelse.

– Grønlands fremtid besluttes af os i Grønland og ikke af andre. At gentage ønsket om overtagelse eller kontrol af vores land ændrer ikke på det, siger han i en udtalelse.

Også den danske statsminister, Mette Frederiksen (S), afviste blankt Donald Trumps gentagede ønske om kontrol med Grønland.

USA skal respektere Kongeriget Danmarks territoriale integritet og suverænitet, understreger hun.

– Selvfølgelig er Grønland ikke til salg. Det har vi sagt klart fra start, sagde hun tirsdag i Ankara, hvor topmødet finder sted.

Hun kaldte det “en velkendt position” fra Donald Trumps side, at han ønsker at “eje og overtage Grønland “.

Direkte adspurgt om, hvorvidt Danmark vil forsvare Grønland militært, uanset om det er en ven (som USA, red.) eller en fjende, der angriber, sagde den danske statsminister, at Danmark “selvfølgelig” vil forsvare Kongeriget Danmark.

Den amerikanske præsident har siden 2019 ved flere lejligheder udtalt et ønske om at overtage Grønland. Tidligere har han sagt, at “vi kommer til at få Grønland. Ja, 100 procent”.

Han har også sagt, at USA har brug for Grønland af hensyn til den nationale sikkerhedssituation.

Danmark og Grønland har dog ved flere lejligheder afvist og sagt, at Grønland ikke er til salg.

Tirsdag gentog Trump sin kritik af, at Danmark ikke gør nok for at beskytte Grønland. Derfor ønsker Trump at kontrollere Grønland, lød det.

Natos generalsekretær, Mark Rutte, forsøgte under topmødet at nedtone opgøret om Grønland efter Trumps udtalelser.

Der er sat en “god proces” i gang omkring Grønland, lød det fra Rutte.

Formentlig henviser han til, at det i foråret lykkedes Rutte at få Trump med på at fokusere på at styrke sikkerheden i Arktis frem for at gå efter ejerskab over Grønland.

RITZAU

Annonce
Annonce
Annonce