Grønland og Danmark tager stort skridt tættere på hinanden

Danmark og Grønland har indgået en ny aftale, der skal forbedre velfærden og sørge for, at Grønland i større grad kan varetage egen økonomisk udvikling.

Midt i skandaler, stormagters interesse og et stigende ønske om selvstændighed styrker Danmark og Grønland nu samarbejdet.

Det er under en måned siden, statsminister Mette Frederiksen på Danmarks vegne gav en officiel undskyldning til de grønlandske piger og kvinder, der i 1960’erne og 70’erne fik opsat spiral uden samtykke.

Samtidig ønsker over halvdelen af Grønlands befolkning selvstændighed. Det skrev Bornholms Tidende tidligere i år.

Læg hertil den enorme interesse fra USA.

Alligevel – eller måske netop derfor – tager Danmark og Grønland nu et nyt skridt sammen. Med en ny rammeaftale styrker de to lande samarbejdet om velfærd, sundhed og investeringer i Grønland.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Illustrationsfoto.

Velfærd og økonomisk udvikling

De to lande i Rigsfællesskabet er blevet enige om en aftale, der blandt andet rummer en ny landingsbane i Ittoqqortoormiit og en dybvandshavn i Qaqortoq. Samtidig forpligter Danmark sig til fremover at betale for grønlandske patienters behandling på danske hospitaler.

Aftalen blev i går underskrevet af statsminister Mette Frederiksen og formand for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen.

”Efter flere måneders drøftelser er jeg glad for, at Formanden for Naalakkersuisut og jeg i dag har underskrevet en aftale, som vil styrke velfærden og den økonomiske udvikling i Grønland,” siger Mette Frederiksen i en pressemeddelelse fra Statsministeriet.

Formanden for Naalakkersuisut, Grønlands regering, glæder sig over, at aftalen er indgået med fokus på befolkningens interesser.

”Denne aftale har til hensigt at understøtte et selvbærende Grønland med bl.a. langsigtede investeringer. Og vigtigst af alt skal denne aftale komme borgerne i vores land til gode,” fortæller Jens-Frederik Nielsen, Formand for Naalakkersuisut.

På længere sigt skal aftalen åbne op for yderligere samarbejde om blandt andet erhvervsudvikling, energiforsyning og infrastruktur.

I finanslovsforslaget for 2026 lægger regeringen op til at afsætte 1,6 milliarder kroner frem mod 2029 til investeringer i Grønland. Det er her, pengene til den nye aftale skal findes.

Klar besked til statsministeren: Betal eller bliv væk