To dramatiske hændelser udspiller sig torsdag aften på en større motorvejsstrækning, hvor trafikken i nordgående retning nu er fuldstændigt spærret.
Det hele begyndte klokken 19.37, hvor en lastbil forulykkede og spærrede første vognbane.
‘19.37får vi en melding om lastbil forulykket, hvorefter først én vognbane bliver spærret,’ forklarer vagtchef Kasper Skotte til Presse-fotos.dk.
Der var tale om en grisetransport, som væltede på motorvejen.
Mens politi og redningsberedskab arbejdede på stedet, udviklede situationen sig yderligere.
(Artiklen fortsætter efter billedet)

‘Imens vi er ude på stedet, bliver en patienttransport ramt af en bil bagfra. Derfor er det to færdselsuheld i ét,’ siger vagtchefen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Ambulancen – en patienttransport – blev påkørt bagfra af en personbil, hvori der sad fire personer.
Tre ambulancer blev sendt til stedet, da der var selvsagt var mennesker involveret i køretøjerne, siger Kasper Skotte.
Trods det dramatiske forløb er der ifølge politiet ingen meldinger om personskade.
Motorvejen er spærret i nordgående retning på Sydmotorvejen nær Vordingborg. Trafikken ledes fra ved afkørsel 41, og det er ikke muligt at køre på motorvejen via tilkørslen.
‘Vi har lukket af ved afkørsel 41, så trafikken kan blive ledt af der,’ siger vagtchefen.
Bilister opfordres til at finde alternative ruter og følge politiets anvisninger.
‘Vi forventer tidligst, at motorvejen er genåbnet efter midnat,’ lyder det fra politiet, der også oplyser:
‘Der arbejdes aktuelt på at få bortfjernet den forulykkede lastbil samt det gods, der er spredt på motorvejen’
Pludseligt begyndte uheldene at tikke ind
(Artiklen fortsætter efter billedet)

Politiet oplyser, at der indtil klokken 18.00 havde været fredeligt i kredsen, men at der i løbet af aftenen begyndte at tikke flere færdselsuheld ind rundt omkring i det sydlige Sjælland.
‘Det er umiddelbart materielle færdselsuheld, hvor der ikke er nogen, der er kommet til skade,’ siger Kasper Skotte.
I et andet uheld omkring Fuglebjerg måtte politiet dog beslaglægge en bil og administrativt inddrage førerretten på en bilist.
‘Der var føreren påvirket et godt stykke over det tilladte – altså det, vi kalder vanvidskørsel,’ siger vagtchefen.
Politiet kan beslaglægge et køretøj ved vanvidskørsel, herunder ved spirituskørsel med en promille over 2,00.
På Sydmotorvejen fortsætter arbejdet torsdag aften med at rydde op efter både grisetransporten og det efterfølgende sammenstød med ambulancen. Situationen udvikler sig fortsat.

