Lucas Bjerregaard havde en svær fredag ved Danish Golf Championship. Han gik anden runde i to slag over par.
Lucas Bjerregaard kunne i anden runde ved Danish Golf Championship i fynske Kerteminde ikke følge op på den fremragende torsdag, som havde sikret ham en delt andenplads efter første runde.
Danskeren, der fredag fyldte 35 år, havde en skidt runde i to slag over par.
Det var noget af en kontrast til den første runde, der blev spillet i seks slag under par.
Syv bogeys blev det til fredag for Bjerregaard. Fem birdies hjalp dog en smule på scorekortet.
Det rækker til en foreløbig plads som delt nummer 39. Føringen deles af skotten Cameron Adam og franske Antoine Rozner. Begge ligger i 11 slag under par.
En anden dansker, der også bød sig i den sjove ende torsdag, var Thorbjørn Olesen, der efter første runde var delt nummer 17.
Men han havde også svært ved at følge op på det fredag. En anden runde i par betyder, at han foreløbigt ligger delt nummer 50.
De opløftende takter set med hjemmepublikums øjne stod Rasmus Højgaard, Jeff Winther og Marcus Helligkilde for.
De to førstnævnte gik fredagens runde i fem slag under par, mens Helligkilde var et enkelt slag dårligere.
Højgaard ligger samlet i syv slag under par på en delt 11.-plads. Winther og Helligkilde er begge et enkelt slag efter.
Kun afbrudt af 2020 har Danmark siden 2014 været vært for en turnering på DP World Tour, der er det næsthøjeste niveau efter den amerikanske PGA Tour.
Men det er første gang, at banen i Kerteminde danner rammen om Danish Golf Championship.
Som de andre år er det med næsten hele den danske golfelite. Kun Nicolai Højgaard, der spiller slutspil på PGA Touren, er fraværende.
Den samlede præmiepulje ved Danish Golf Championship er steget fra 2,75 til 3 millioner dollar eller knap 19,5 millioner kroner siden sidste år.