Glyptoteket lancerer ny årlig kulturfestival: Starter snart

Glyptoteket kan nu løfte sløret for en ny festival, der sætter fokus på Danmarks relation til Frankrig og den franske kunst.

Fra den 23. til den 26. april 2026 præsentere Glyptoteket i samarbejde med Institut Français en ny kulturfestival.

Det skriver Glyptoteket i en pressemeddelelse.

Festivalen har fået titlen ‘Franske dage på Glyptoteket’ og kommer – som titlen antyder – til at have et særligt fransk fokus.

Ifølge arrangørerne bliver det en årligt tilbagevendende begivenhed.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Udstillingssal i Glyptoteket. Foto: Glyptoteket / Anders Sune Berg

Styrker dansk-franske relationer gennem kunst

Glyptoteket har en enestående samling af fransk kunst, og derfor var det nærliggende at sætte fokus på kunst og kultur i netop Frankrig.

Programmet vil byde på kunst, dans, musik, talks og samtaler, der blandt andet vil centrere om dansk-franske relationer samt forholdet mellem kunst og politik.

”I en tid, hvor der tales om åndelig og kulturel oprustning, ønsker vi at minde om, at vores samling blev grundlagt som et nationalt dannelsesprojekt af Carl Jacobsen efter fransk forbillede. Han så kunsten som en formende kraft, der kunne opbygge fælles ånd og gøre os til bedre mennesker. Med Franske dage ønsker vi at genaktivere den tanke og vise, hvilken rolle kunst og kultur historisk set har spillet – og fortsat kan spille – i samfundet,” fortæller Glyptotekets direktør Gertrud Hvidberg-Hansen i en pressemeddelelse.

Frankrigs ambassadør i Danmark, Christophe Parisot, mener ligeledes, at kunsten kan fungere som et vigtigt værktøj i relationen mellem Frankrig og Danmark. Derfor byder han Franske dage velkommen med åbne arme.

”I Frankrig har vi altid set kunst og kultur som fundamentale byggesten i samfundets udvikling, og det glæder mig, at vi med denne festival kan styrke forbindelserne mellem vores to lande og sammen vise, at kulturarv ikke kun er fortid, men en levende kilde til forståelse, dialog og fælles identitet i en tid, hvor vi mere end nogensinde har brug for fælles europæiske perspektiver,” siger han i en pressemeddelelse.

Du kan se programmet til Franske dage på Glyptotekets hjemmeside.