Det danske museum oplever i stigende grad, at besøgende ikke respekterer kunsten. Derfor kommer de nu med et opråb.
De seneste uger er det ihærdigt blevet debatteret, hvor korte et par shorts må være, når man besøger et museum.
Debatten blev sat i gang af influenceren Astrid Andersen, der kort før jul beskyldte en museumsvagt på Glyptoteket for at smide hende ud, fordi hun “havde for lidt tøj på”.
Nu kommer Glyptoteket med et opråb.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
Museet oplever nemlig flere besøgende, der enten smider tøjet eller kravler rundt på de antikke kunstgenstande i jagten på det perfekte billede.
Det har ført til episoder med halvnøgne museumsbesøgende, uerstattelige antikviteter, der bliver brugt som rekvisitter, og besøgende, der ligger rundt omkring på museet.
“Vi kan se en tendens til, at flere kommer herind med et formål, som ikke primært er at gå på museum, men måske i højere grad er at tage billeder,” fortæller museets kommunikationschef, Sofie Kønigsfeldt til mediet, som også understreger, at episoden med Astrid Andersen bør ses i det lys.
Akavet og invaderende
Gennem årene har Glyptoteket oplevet, at grænserne for, hvordan besøgende opfører sig, er blevet rykket.
Museet bruger ord som “akavet” og “invaderende” til at beskrive de scenarier, de oftere og oftere ender i, når deres gæster skubber grænserne for, hvad man kan tillade sig.
Her fremhæver Sofie Kønigsfeldt eksempelvis en episode, hvor en af museets uerstattelige, 2000 år gamle sarkofager blev udset som rekvisit, da en kvinde hoppede ned i den for at tage en selfie.
“Konsekvensen af at røre ved vores værker er jo, at de kan gå i stykker. En stor del af genstandene er flere tusind år gamle, meget værdifulde og uerstattelige. Det er ikke kun gæster, der i stigende grad kommer for tæt på kunsten. De ansatte skal også holde øje med, om gæster og influencere medbringer alskens produkter, de gerne vil promovere i Glyptotekets omgivelser,” siger kommunikationschefen og fortsætter:
“Vi vil gerne værne om Glyptotekets fortælling, og det er, at vi er et kunstmuseum. Vi er ikke en platform for kommercielle brands, og vi vælger selv aktivt, hvilke partnerskaber vi indgår i. Derfor må man naturligvis ikke tage billeder til kommerciel brug uden en aftale.”
Episoderne har medført et stigende fokus på et etisk regelsæt, og Glyptoteket kigger i øjeblikket nærmere på at tydliggøre retningslinjerne.
I forbindelse med episoden har TV 2 ligeledes henvendt sig til Astrid Andersen, men hun har ikke ønsket at kommentere på sagen.