DETTE ER ANDEN DEL
Torsdag den 5. december åbnede Glyptoteket særudstillingen Ikonoklasme – kunsten som kampplads. Kurator Anna Minor håber, at udstillingen giver anledning til refleksion, diskussion og debat.
Ikonoklasmen fremgår ikke altid tydeligt
Et eksempel i særudstillingen, som bærer flere lag af ødelæggelse, er et relief fra Nimrud i Nordirak. Først blev det beskadiget i 612 før Kristi fødsel, da babylonierne stormede paladset og gik efter ansigterne – en rituel form for ikonoklasme.
Senere blev relieffet yderligere ødelagt under britiske udgravninger i midten af 1800-tallet, hvor dele blev skåret ud for at lette transporten til Europa, samt for at tilpasse sig tidens europæiske smag.
”Disse handlinger er tæt knyttet til koloniale magtstrukturer, hvor artefakter blev fjernet fra deres oprindelige kontekst og gjort til museums- og samlerobjekter. Historien om reliefferne viser, hvordan ikonoklasme ofte er en del af større økonomiske og politiske dynamikker – og hvordan sådanne dynamikker ofte overlapper,” forklarer Anna Minor videre.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Ofte kræver det dog et trænet øje at bemærke ødelæggelser som et kejserportræt, der er blevet omhugget fra én hersker til en anden.
”I en udstillingssammenhæng, hvor gæsterne ikke nødvendigvis har studeret arkæologi, er det vigtigt at hjælpe dem med at få øje på sporene efter den ikonoklastiske handling. Derfor begynder hver fortælling med ødelæggelsen, og så folder historien sig ud derfra,” siger Anna Minor.
Antikken på en ny og anderledes måde
Foruden Glyptotekets egne værker indgår også genstande lånt fra andre museer, hvor ødelæggelserne er mere iøjnefaldende. Et relief fra Vatikanmuseet, hvor Caligulas navn er blevet fjernet, er et tydeligt eksempel på intentionel ødelæggelse.
Denne type genstand er central for særudstillingen, fordi de belyser genstandens historie ud over deres æstetiske værdi.
Når Glyptoteket fokuserer på ikonoklasme, griber de samtidig oldtidssamlinger an på en ny og anderledes måde.
Med særudstillingen præsenterer museet antikken fra en vinkel, der kan kaste nye perspektiver på nutidens debat om monumenter og deres ødelæggelse.
”Normalt præsenteres oldtidssamlinger som smukke kunstgenstande, men her har vi forsøgt at udfordre det format ved at fremhæve den dybde og kompleksitet, der ligger i genstandenes historie,” forklarer Anna Minor og fortsætter:
”Jeg vil gerne overraske vores gæster med de fortællinger, der gemmer sig i genstandene. Et eksempel er vores tema om kejserportrætter, der er blevet omhugget, så et ansigt er blevet til et andet – en slags oldtidens face swap eller deepfake. Her bruger vi videoer til at illustrere, hvordan en sådan transformation kunne se ud”.
En ambivalent proces
Glyptoteket ønsker, at publikum tager en forståelse med sig af, at mennesker altid har manipuleret, omformet, ødelagt og genbrugt materiel kultur – og at dette er en del af en historisk og kulturel udvikling.
Anna Minor sætter fokus på ikonoklasme som en ambivalent proces, der ikke blot handler om ødelæggelse, men ligeledes transformation. Der kan nemlig opstå noget nyt ud af det, der ødelægges.
”Denne dobbeltsidighed ved ikonoklasme – som både en handling af ødelæggelse og en proces af forandring – er en central pointe. Jeg håber, at udstillingen kan kaste lys over den magt, som billeder og monumenter har, og hvilken rolle de spiller i vores samfund. Det er vigtigt for mig, at udstillingen ikke leverer færdige svar, men i stedet skaber en ramme for refleksion, diskussion og debat blandt publikum,” afslutter hun.
Ikonoklasme – kunsten som kampplads løber frem til søndag den 18. maj 2025.
