Gigantisk millionbeløb: Voldsom dansk hvidvaskningssag udfolder sig

Som led i efterforskningen af et større hvidvasknetværk har Københavns Politi tirsdag anholdt to mænd.

Københavns Politi har ved en anholdelsesaktion tirsdag anholdt to mænd på henholdsvis 27 og 28 år og sigtet dem for hvidvask af mindst 50 millioner kroner.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Illustrationsfoto.

Anholdelserne er et led i efterforskningen af et større hvidvasknetværk, som kulminerede ved en anholdelses- og ransagningsaktion i november sidste år, hvor ni personer blev anholdt, og 17 adresser ransaget, skriver politiet.

Siden er 18 personer blevet sigtet, og i april blev to hovedmistænkte dømt.

Den 27-årige og 28-årige har en relation til to personer, der sidste år blev idømt flere års fængsel i en lignende sag, og de blev allerede i november sidste år sigtet i sagen mod de nu domfældte.

De to anholdte stoppede ifølge politiet dog ikke deres aktiviteter.

– Vi ser ofte, at hvidvask understøtter andre former for kriminalitet. Derfor er det vigtigt, at vi får sat en stopper for disse sager, og det har vi med dagens anholdelser taget endnu et vigtigt skridt henimod, siger vicepolitiinspektør Peter Reisz i pressemeddelelsen.

De to mænd er tirsdag eftermiddag blevet fremstillet i dommervagten, hvor politiet krævede, at de skulle varetægtsfængslet.

Retsmødet endte dog med, at anholdelsen af de to mænd opretholdes indtil fredag.

Det skyldes, at dommeren ikke har ment, at der var tilstrækkelige oplysninger til at tage stilling til en varetægtsfængsling. Med den opretholdte anholdelse får politiet op til tre yderligere døgn til at frembringe flere beviser i sagen.

Ifølge politiet er hvidvasken foregået gennem brug af falske fakturaer fra en række virksomheder og bankkontoer både herhjemme og i udlandet.

Begge mænd har nægtet sig skyldig i sigtelserne.

/ritzau/