Genopdaget dansk maleri solgt for millioner

Arkivfoto: SMK; Museet huser flere malerier af Vilhelm Hammershøi.

Et genopdaget maleri af den danske maler Vilhelm Hammershøi er netop blevet solgt for millioner på auktion i London.

Vilhelm Hammershøi er kendt for sine stemningsfulde og rolige malerier, der ofte skildrer tomme rum i afdæmpede farver. Hans unikke stil har gjort ham til en central skikkelse i både dansk og international kunsthistorie.

Nu har den danske maler, som levede i slutningen af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede, igen sat sit navn på verdenskortet. Et genopdaget maleri er nemlig netop blevet solgt på auktion i London for omkring 24 millioner kroner, oplyser Sotheby’s ifølge Politiken.

Maleriet hedder ‘Solskin i dagligstuen II’ og stammer fra 1903. Det har ifølge mediet aldrig før været udstillet, men nu får det angiveligt lov til at pryde hjemmet hos en europæisk køber, der har været dybt i pengepungen.

Tidligere sket før

Det er dog ikke første gang, at et maleri af den danske verdensberømthed skaber overskrifter på auktionsmarkedet.

I 2023 blev ‘Interiør. Musikværelset, Strandgade 30’ solgt hos Sotheby’s for svimlende 62,8 millioner kroner. Maleriet var på forhånd vurderet til mellem tre og fem millioner dollar, men endte med at få et hammerslag på over det dobbelte.

Hammershøi havde i forvejen rekorden for det dyreste danske maleri med ‘Interiør med kvinde med klaver, Strandgade 30’, som i 2017 blev solgt for 39,5 millioner kroner hos det samme auktionshus i New York.

Vilhelm Hammershøi (1864–1916) malede omkring 140 interiører, hvoraf godt 60 stammer fra hans og konen Idas lejlighed på Strandgade 30 i København.

Se det omtalte maleri her.

En landsdækkende afstemning har kastet lys over, hvad danskerne selv mener kendetegner vores levende kulturarv.