Færgen “M/F Kronprins Frederik” har været passagerfærge over Storebælt og fragtfærge. Nu skal den ophugges.
Den gamle storebæltsfærge “M/F Kronprins Frederik” har sejlet sin sidste tur, inden den skal til ophugning.
Det skriver Scandlines, som ejer færgen, i en pressemeddelelse.
“M/F Kronprins Frederik” blev bygget i starten af 1980’erne og sejlede med passagerer for DSB mellem Korsør og Nyborg frem til 1997.
Efterfølgende har den fungeret som fragtfærge på ruterne Gedser-Rostock og Rødby-Puttgarden.
I weekenden stævnede “M/F Kronprins Frederik” ud fra havnen i Puttgarden og satte kurs mod Esbjerg Havn.
Turen gik via Storebælt under Storebæltsbroen og rundt om Skagen, inden skibet ankom til Esbjerg Havn mandag. Om bord på skibet var kaptajnen og den øvrige besætning.
Fra Esbjerg Havn vil færgen overgå til Smedegaarden, som er specialiseret i ophugning og genbrug af skibe.
Scandlines har egentlig forsøgt at sælge færgen med henblik på fortsat drift. Men det er ikke lykkedes at finde en køber, skriver Sandlines i pressemeddelelsen.
“M/F Kronprins Frederik” har sejlet som fragtfærge mellem Rødby og Puttgarden frem til begyndelsen af marts.
Her overtog Scandlines’ nye fragtfærge “The Baltic Whale” sejladsen.
Og den nye færge kan sejle udelukkende på strøm, fortæller Michael Guldmann Petersen, som er driftsdirektør i Scandlines.
– Dermed er vi kommet et stort skridt nærmere vores mål om at sejle uden direkte emissioner i 2040, siger han i pressemeddelelsen.
Storebæltsbroen blev bygget mellem 1988 og 1998. Jernbanen over broen åbnede i 1997, mens motorvejen åbnede i 1998. Siden da har der ikke været behov for en færge til at sejle passagerer og køretøjer mellem Sjælland og Fyn.
RITZAU